Galerie National du Jeu de Paume



Galerie National du Jeu de Paume - 1*

Galerie National du Jeu de Paume ligger i det nordvestlige hjørne af Tuilerie haven lige ud til Concorde pladsen. Bygningen er opført under Kejser Napoleon d. 3, dvs. i midten af 1800-tallet. Dengang blev den brugt til indendørs tennis, deraf navnet Jeu de Paume. I starten af 1900-tallet blev indendørs tennis mindre populært, og man foretrak at spille i det fri på en plæne. Det bevirkede at bygningen i stedet for blev brugt til kunstudstillinger. I 1909 kunne man se den første kunstudstilling her, og siden 1922 har bygningen kun været brugt som kunstmuseum.

Jeu de Paume ligger i den nordvestlige del af Tuilerie haven ved Concorde pladsen.

Under 2. verdenskrig, hvor Frankrig blev besat af Nazi-Tyskland, blev bygningen brugt til at opbevare den kunst, som nazisterne stjal fra bl.a. jøder. Herfra blev kunstværkerne sendt videre til topnazister i Tyskland. En ansat på museet, Rose Valland, kunne tysk, men holdt det hemmeligt for nazisterne. I 4 år registrerede hun så godt hun kunne, hvor i Tyskland kunsten blev sendt hen. Dette farlige arbejde gjorde efter krigen, at man kunne spore og få en del af de stjålne kunstgenstande tilbage.

Efter 2. verdenskrig valgte man at samle den impressionistiske kunst her (Claude Monet, Renoir m.fl.), hvilket trak mange folk til museet. Denne kunstsamling blev i 1986 flyttet til Musée d'Orsay, som dermed blev et af de førende indenfor denne genre i malerkunsten. Jeu de Paume lukkede herefter for at blive restaureret, men i 1991 blev dørene slået op igen. I dag ses der skiftende udstillinger med moderne kunst.

Adresse:
Jardins des Tuileries (Tuilerie-haven) (Tuilerie kvarteret) - Kort 1 (Punkt 53)