Stormagasiner

ParisGuiden på Facebook  https://www.facebook.com/parisguiden

Stormagasiner - 1*

Le Bon Marché
Au Bon Marché fra 1850 er det ældste stormagasin i Paris. Det er også det eneste af de 4 stormagasiner i midtbyen, som ligger på den sydlige bred, nærmere betegnet mellem Les Invalides komplekset og Luxembourg haven. Området det ligger i, er ikke særligt turistpræget, da der ikke ligger ret mange seværdigheder her.

Le Bon Marché er det eneste stormagasin på den sydlige bred.

Stormagasinet blev udvidet en del et par årtier senere, bl.a. ved hjælp af arkitekten Gustave Eiffel, som senere opførte Eiffeltårnet. Der blev anvendt jern og glas, som var blevet moderne på den tid. Le Bon Marche er temmelig fornemt, og det har en meget flot afdeling for madvarer. I 1989 skiftede man navnet lidt, nemlig fra Au Bon Marché til Le Bon Marché.

Adresse: Rue de Sévres 22 (Les Invalides & Eiffeltårns kvarteret) - Kort 2 (Punkt 24)


Printemps Haussmann

Printemps Haussmann
er ligesom det nærliggende Galleries Lafayette et af de klassiske fine stormagasiner i Paris. Det består af tre fysisk adskilte bygninger, som ligger ved siden af hinanden i Opera kvarteret. To af bygningerne vender ud mod den store Boulevard Haussman, mens den tredje bygning ligger bagved. Man kan gå via glasbroer mellem dem. Både kvalitet og priser er høje i stormagasinet.

Printemps Haussmann består af 3 adskilte bygninger med en gangbro mellem dem.

Stormagasinet åbnede i 1865 og var ret moderne med bl.a. elevatorer. Nogle år senere blev det muligt at bestille varer pr. postordre. En brand i 1881 ødelagde stormagasinet, som dog hurtigt blev genopbygget.
I 1888 blev elektricitet installeret, og den store karakteristiske glaskuppel kom på i 1923. Den er i Art Nouveau stil og er ret imponerende med en diameter på 20 meter og 16 meter høj. Man skal se den inde fra bygningen. I 1975 blev facaden sammen med kuppelen erklæret for historiske bygninger. 

Stormagasinet har en stor afdeling for herrer (den bagerste bygning), som i mange år hed Brummel, men fik navnet Printemps de l'Homme i 1998.

Adresse: Boulevard Haussmann 64 (Opera kvarteret) - Kort 1 (Punkt 17)


La Samaritaine

Indtil 2005 var dette et af Paris' stormagasiner, som var
grundlagt af Ernest Cognacq i 1870. Stormagasinet var placeret i 4 bygninger ud til Seinen ved den vestlige spids af Île de la Cité. Den store bygning, der vender ned mod Seinen, er et godt eksempel på Art Deco stilen.


La Samaritaine lukkede i 2005, men åbner i en mindre udgave i 2016.

I 2005 lukkede stormagasinet officielt p.g.a. at bygningerne ikke levede op til sikkerhedsmæssige regler. Det er nu ved at blive ombygget, og planen er at i 2016 åbner det med et hotel, kontorer, lejligheder og flere butikker.

Adresse: Rue de la Monnaie 19 (Beauborg & Les Halles kvarteret) - Kort 3 (Punkt 70) og Kort 4 (Punkt 2).


Galeries Lafayette 

Galleries Lafayette er nok det mest kendte stormagasin i Paris. Det hører til i den dyrere ende af skalaen og ligger lige ved siden af stormagasinet Primtemps Haussmann i Opera kvarteret. Det er en kendt turistattraktion og har til huse i tre bygninger ud til Boulevard Haussmann. Ved juletid ses flotte udsmykninger.

Galleries Lafayette's hovedbygning med den flotte kuppel er bygningen til højre på billedet.

Forløberen for stormagasinet var en lille modebutik, som åbnede i 1893. Nogle få år senere blev to af de nuværende bygninger købt, og i 1906 åbnede det så. Ligesom stormagasinet Printemps Haussmann har Galleries Lafayette også en imponerende glaskuppel af kulørt glas og smedejern. Kuplen er fra 1910 og bæres af 10 metalsøjler. Den skal ses fra de indre balkoner. Øverst oppe ligger et cafeteria. Her er der en god udsigt ud over de parisiske tage og Operaen.

Adresse: Boulevard Haussmann 40 (Opera kvarteret) - Kort 1 (Punkt 18) og Kort 3 (Punkt 5).

Bazar de l'Hôtel de Ville
ligger ud til Rue de Rivoli overfor Rådhuset (Hôtel de Ville). Det er det billigste stormagasin af de store, som ligger i midtbyen. Her kan man finde et rimelig forhold mellem pris og kvalitet. Stormagasinet hedder også BHV, som er forkortelsen for dets navn. BHV har et cafeteria med udsigt til Rådhuset og Seinen.

BHV er det billigste af Paris' 4 stormagasiner.

Adresse: Rue de Rivoli 52-64 (Marais kvarteret) - Kort 4 (Punkt 9).