Hovedside‎ > ‎Bygninger og Museer‎ > ‎Monumenter‎ > ‎

Den lille Triumfbue


Den lille Triumfbue (Arc de Triomphe du Carrousel) - 2*

Den lille Triumfbue (Arc de Triomphe du Carrousel) ligger i Louvre's vestlige ende i en have ved navn Jardins des Carrousel. Tuileries-haven ligger i umiddelbar forlængelse af denne have. Igennem den lille Triumfbue er der en god udsigt mod Concorde pladsen og videre vestpå.

Den lille Triumfbue er inspireret af det gamle Rom, hvor man kunne se flere Triumfbuer. Denne her blev opført under Napoleon d. 1. i perioden 1806 til 1808 og skulle fejre Kejserens (Napoleons) triumfer på slagmarken, bl.a. slaget ved Austerlitz i 1805. Hver side af den er da også pyntet med bas-relieffer til minde om hans militære sejre.

Den lille Triumfbue med udsigt mod Tuileries-haven.

Oven på den lille Triumfbue stod der oprindeligt en hesteskulptur med fire heste, som var fra Antikkens Grækenland. Napoleon tog skulpturgruppen i krigsbytte fra Markuspladsen i Venedig, som selv havde stjålet den i 1204 fra Konstantinopel (nuværende Istanbul i Tyrkiet). Efter Napoleons endelig nederlag i 1815 ved Waterloo i Belgien, blev Frankrig tvunget til at levere den tilbage. En kopi af denne skulpturgruppe blev dog senere lavet og sat op på toppen i 1828.

Adresse:
Musée du Louvre's gård (Tuilerie kvarteret) - Kort 3 (Punkt 67)