Musée du Louvre (Louvre) - 5*1. Generelt: ![]() Glaspyramiden i Louvre's gård markerer indgangen til museet. Glaspyramiden i Louvre's gård bruges som indgang. Her går man ned af en trappe til den store Napoleons-hal, som ligger under jorden. Dette er udgangspunktet for et besøg på Louvre, hvor man kan købe biletter og indhente forskellige informationer. Fra denne hal går man videre til de tre fløje, som museet består af. De hedder Denon, Sully og Richelieu. En del af museet ligger under jorden. Louvre huser også to andre museer i dens nordvestlige fløj. Det er kunstindustrimuseet Musée des Arts décoratifs og Musée de la Mode et du Textile, som fremviser mode gennem tiderne. 2. Museets historie: Under Revolutionen i 1789, hvor kongen blev afsat og henrettet, besluttede man sig for at åbne dette museum. Det skete i 1793. Kunstgenstande fra erobrede områder blev bragt til Louvre, hvorefter museet blev ombygget og åbnede igen i 1800. I 1803 ændrede det navn til Musée Napoléon, hvor Kejser Napoleon d. 1. også hentede mange (stjålne) kunstgenstande til museet. Mange af dem måtte afleveres tilbage igen i 1815 til andre lande, efter Napoleon var blevet afsat fra magten og Paris besat. ![]() Kunstsal i Louvre. Originalt farvefoto fra 1890'erne. Museet blev i 1800-tallet under Kong Karl d. 10 og Kejser Napoleon d. 3. ombygget og udvidet. Flere og flere kunstgenstande blev hentet til museet. I 1871 blev Louvre's vestlige fløj (som hed Tuilerie slottet) ødelagt af en brand under det parisiske oprør (kommuneopstanden). Den blev efterfølgende revet ned. I 1900-tallet voksede Louvre's kunstsamling. Den største ændring af Louvre sidenhen skete i 1980'erne, hvor et næsten dobbelt så stort museum åbnede i 1989 (Grand Louvre). Den store glaspyramide i gården blev bl.a. tilføjet. Grand Louvre planen med udvidelser fortsatte i 1990'erne med flere ombygninger. 3. Louvre's kunstsamling: ![]() Der udstilles primært kunst i Louvre, som tidsmæssigt er dateret indtil midten af 1800-tallet. Musée d'Orsay viser kunst fra midten af 1800-tallet og frem til 1. verdenskrig, mens Musée National d'Art Moderne i Pompidou-centret viser moderne kunst fra 1. verdenskrig og op til i dag. Disse tre betydningsfulde museer supplerer hinanden godt. Der udstilles indenfor mange kunstområder fra mange forskellige lande fra mange forskellige tidsperioder. Derfor er museet delt op i flere forskellige afdelinger, som f.eks. romansk, ægyptisk, græsk, orientalsk og etruskisk kunst. Derudover ses omfattende afdelinger med malerier, skulpturer, objets d'art og hele indrettede rum. 4. Louvre's egen historie: Selve bygningen Louvre's egen historie er skildret i en udstilling, hvor den arkitektoniske udvikling fra borg, til kongeslot og siden museum er belyst. Dette vises med bl.a. malerier, dokumenter og modeller. Den oprindelige Louvre borg fra Middelalderen er der ikke meget tilbage af i dag, men i kælderen kan der ses udgravninger af den. Her ses rester af fundamentet, fæstningsmure og voldgrave, som er helt tilbage fra begyndelsen af 1200-tallet. ![]() Louvre var først en borg i Middelalderen. Noget af denne borg kan i dag ses på museet. 5. Oldsager fra forskellige områder: Ægyptiske oldsager: Tidsperioderne i den ægyptiske civilisation gennemgås i flere gallerier. De begynder fra omkring 3200 f.Kr. og slutter omkring 600-tallet. I den ægyptiske udstilling ses også en næsten 5 meter lang sfinks. Græske oldsager: Der ses også en udstilling med Etruskiske oldsager. Denne civilisation opstod i den vestlige og centrale del af Italien og byggede delvist på den græske civilisation. Senere blev den etruskiske civilisation opslugt af romerriget. Der er fundet mange oldtidssager fra dengang, og en del af dem er udstillet i Louvre. Her ses bl.a. bronzeredskaber, juveler, keramik, freskoer m.m. Der er også udstillet mange ting fra tiden med Romerriget foruden forskellige områder i Mellemøsten. Her ses bl.a. "Hammurabis lovbog", som er verdens ældste lovsamling fra ca. 1800 f.Kr. Hammurabi var konge af Babylon, som fik store dele af Mesopotamien under sig. Desuden er der også udstillet en del om islamisk kunst delt op i forskellige tidsperioder. Kunst fra civilisationer i Afrika, Asien, Oceanien og Amerika udstilles også. 6. Skulpturer: I Louvre kan der også ses skulpturer af Marly-hestene, som blev færdige i 1745. De stod oprindeligt ved Concorde-pladsen ved indgangen til Champs-Élysées. Her står nu et par kopier. 7. Malerier: ![]() Der ses spanske malerier fra 1400-tallet, men der er også malerier fra længere nordpå i Europa, som tyske, flamske og hollandske malerier. Tidsmæssigt går disse fra 1300-tallet til 1600-tallet. Her er værker af bl.a. Rubens og Rembrandt. Maleriet "Mona Lisa" er nok den mest kendte kunstgenstand udstillet på Louvre. Der er selvfølgelig også udstillet franske malerier, som tidsmæssigt strækker sig fra 1300-tallet til 1800-tallet. Her ses bl.a. meget store malerier med motiver fra Revolutionen og Kejserdømmet. Der er også malerier af kendte franske malere, f.eks. den romantiske maler Eugéne Delacroix. 8. Objets d'art: I forbindelse med Louvre ligger et andet museum, som hedder Musée des Arts décoratifs. Det er et museum om kunstindustri, og der er lidt overlapning m.h.t. de udstillede ting her og i Louvre. Dog er der den væsentlige forskel, at i Louvre er der ikke udstillet kopier, men kun originale ting. 9. Udstillede rum: ![]() Andre væsentlige rum i Louvre er Napoleon d. 3's lejlighed, som består af flere store og overdådig udsmykkede rum. F.eks. ses hans store arbejdskontor (se billede ovenover), som er udsmykket med guldpaneler, rødt fløjl og krystalkroner. Et andet rum er spisesalen, som også er overdådigt udsmykket. Napoleon d. 3.'s lejlighed er en af de få rum fra det andet kejserdømme, hvor udsmykningen er bevaret. Musée du Louvre (Tuilerie kvarteret) - Kort 3 (Punkt Louvre) |