Hovedside‎ > ‎Bygninger og Museer‎ > ‎Museer 2‎ > ‎

Musée de l'Armée

Musée de l'Armée - 3*

Musée de l'Armée ligger i Les Invalides-komplekset på den sydlige Seinen-bred. Det er et betydningsfuldt museum indenfor militærets historie, som blev grundlagt i 1905, da Artilleri-museet og hærens historiske museum sluttede sig sammen. Omkring hovedgården i Les Invalides udstilles i flere etager militærhistorie lige fra forhistorisk tid til 2. verdenskrig. 

Musée de l'Armée udstiller mange kanoner, bl.a. denne Gribeauval kanon fra 1780'erne.

Museet har en meget omfattende samling af genstande, som relaterer til militæret. Der udstilles mange forskellige slags våben og uniformer foruden rustninger, hjelme, artilleri-modeller, malerier og meget mere. Der ses også en stor samling af bannere.

Museet er delt op i forskellige afdelinger. I Salle Gribeauval ses modeller, som viser udviklingen indenfor fransk artilleri fra 1500-tallet til 1. verdenskrig. I Salle Orientale udstilles våben og panser fra mellem- og fjernøsten. Der udstilles også om 1. og 2. verdenskrig med bl.a. kort over troppebevægelser. En model af Verdun fæstningen, hvor der under 1. verdenskrig blev udkæmpet nogle meget hårde slag, kan også ses.

Der fortælles om Napoleon d. 1. (det første Kejserdømme) med bl.a. hans nederlag ved Waterloo i 1815 og den efterfølgende tid, hvor han var var fange på øen St. Helena i Atlanterhavet. Ligeledes fortælles der også om Napoleon d. 3. (det andet Kejserdømme) i midten af 1800-tallet. 

Adresse:
Les Invalides (Les Invalides & Eiffeltårns-kvarteret) - Kort 2 (Punkt 9)