Hovedside‎ > ‎Bygninger og Museer‎ > ‎Museer 3‎ > ‎

Musée de la Chasse et de la Nature



Hôtel Guénégaud & Musée de la Chasse et de la Nature - (2*)


Hôtel Guénégaud er et af de gamle fornemme palæer i Marais kvarteret. Det er opført omkring 1650 af arkitekten Francois Mansart (1598-1666), som også har stået for flere ombygninger af andre palæer i Marais. Palæet er holdt i enkelt stil næsten uden udsmykning. Denne strenge klassiske stil var en ting, som kendetegnede Mansart's sene arbejder. Han blev en af den franske klassiske arkitekturs mest kendte arkitekter. Til palæet hører også en lille have.


 Der ses flere gevirer på væggene inde i Hôtel Guénégaud's gård.

Den velhavende industrimand Francois Sommer (1904-1973) stod i spidsen for Jagt- og Naturforeningen, som indrettede et museum i palæet foruden en privat jagtklub. Museet åbnede i 1967 i en fløj af palæet og hedder Musée de la Chasse et de la Nature ( jagt- og naturmuseet). Siden 2002 har museet også haft til huse i nabopalæet Hôtel de Mongelas.

En del af samlingen stammer fra Francois Sommer's egen samling. På museet kan man se udviklingen indenfor jagtvåben fra tidlig tid til 1800-tallet. Og det drejer sig om spyd, jagtknive, armbrøster foruden rifler og andre slags skydevåben.

Der udstilles også flere malerier fra 1700- og 1800-tallet med dyr- og jagtmotiver. Udstoppede dyr ses der flere af som f.eks. en isbjørn. Andre udstillede genstande omfatter trofæer, tegninger, skulpturer, vægtæpper m.m., som på en eller anden måde har noget med jagt at gøre.

Adresse:
Rue des Archives 62 (Marais kvarteret) - Kort 3 (Punkt 37)