Hovedside‎ > ‎Bygninger‎ > ‎Kirker 1‎ > ‎

Notre Dame



Notre Dame - 5*


Den berømte katedral Notre Dame ligger på øen Île de la Cité i hjertet af Paris. Den er mere end 800 år gammel og dermed en af de ældste bygninger i byen. Ingen anden bygning i Paris har været så meget knyttet sammen med Paris og byens historie. Hvis ikke Eiffeltårnet var blevet Paris' vartegn, havde det nok været Notre Dame, som var blevet det.

Det klassiske billede af Notre Dame med de hængende buske ned til Seinen.

På stedet hvor Notre Dame ligger, har der tidligere ligget et romersk tempel, en kristen basilika og siden en kirke i romansk stil. Omkring 1160 begyndte Biskop Maurice de Sully at planlægge opførelsen af en stor katedral på dette sted. Den første sten blev lagt af Pave Alexander d. 3. i 1163.

I 1245 stod tårnene færdig, men det var først omkring 1345, at katedralen var helt færdig, d.v.s. at bygningsarbejdet varede i 182 år. Men selvom det næsten tog 200 år, så holdt man sig til de originale planer.
En af arkitekterne, som arbejdede med opførelsen af Notre Dame, var Pierre de Montreuil. Han var også en af arkitekterne bag kirken Sainte Chapelle.

Notre Dame ligger på øen Île de la Cité, her set mod vest.

Igennem tiderne har katedralen gennemgået flere restaurationer. Nogle har været mere vellykket end andre. F.eks. blev der i 1700-tallet fjernet glasmalerier fra Middelalderen, som blev erstattet med almindeligt glas. Under Revolutionen i 1789 blev Notre Dame plyndret, og statuer blev ødelagte. Den revolutionære regering forbød Kristendommen, og katedralen og mange andre kirker blev brugt som lager.

Napoleon d. 1. genindførte Kristendommen. Og den 2. december 1804 kronede han sig selv til kejser i Notre Dame, hvor Paven overværede ceremonien. I 1841 blev det besluttet at restaurere Notre Dame, bl.a. som følge af at forfatteren Victor Hugo havde lavet en kampagne for det. Hans bog "Klokkeren fra Notre Dame" havde også givet en del opmærksomhed omkring katedralen.

Notre Dame og Paris - originalt farvefoto fra 1890'erne.

Den kendte 1800-tals arkitekt Viollet-le-Duc var en af to arkitekter bag  den omfattende restaurering, som varede i 23 år. Under oprøret i Paris (kommune-opstanden) i 1871 og under 2. verdenskrig skete der ikke noget med katedralen.

I tidens løb har katedralen været brugt som ramme om store religiøse og politiske ceremonier. Her har været kongebryllupper, statsbegravelser og kroninger. I 1430 blev Henrik d. 6 af England kronet her, da Paris var besat under 100-års krigen mellem England og Frankrig. Og i 1970 fik den tidligere præsident de Gaulle en statsbegravelse her.

Notre Dame er et arkitektonisk mesterværk i gotisk stil. Facaden ud mod den store Place du Parvis Notre Dame består af tre hoveddøre udsmykket med figurer. Ovenover ses Kongernes balkon med 28 statuer af konger af Judæa. De oprindelige statuer blev ødelagt under Revolutionen i 1789, da man troede det var konger af Frankrig. Disse blev erstattet af arkitekten Viollet-le-Duc i midten af 1800-tallet.

Notre Dame indvendigt hvor nye klokker i 2013 vises frem.

På midten af facaden ses et stort rosevindue på næsten 10 meter i diameter. Under dette ses en åben balkon. Øverst strækker de to tårne sig op i en højde af 69 meter. Klokken i sydtårnet hedder Emmanuel og vejer 13 tons.
Selve skibet er stort og imponerende. Der kan være plads til mere end 9000 personer. Katedralen er 130 meter lang og 48 meter bred. Og den er 35 meter høj, mens selve spiret hæver sig 90 meter over jorden. Spiret er også tegnet af
Viollet-le-Duc i 1800-tallet, som har rekonstrueret det tidligere spir.
I begge ender af tværskibet ses et rosevindue med en diameter på 13 m.

På katedralens øvre balkon kan der ses figurer af uhyrer (kimærer), som er en slags fantasiuhyrer. De bruges både som vandafløb og som udsmykning. Man kan komme op i Notre Dame gennem det venstre tårn (når man står foran katedralen). Der kan være en lang kø, men udsigten er meget flot. Det er også flot at se Notre Dame fra den højde, hvor man kan se tårnene, taget, spiret m.m. tæt på.

I den bagerste del af katedralen ses en række stræbepiller, som har et spænd på 15 m. Disse er tidligere opført for at stive katedralen af, så der ikke kommer revner i muren. Der er også et lille museum, som fortæller om Notre Dames restaurationsarbejde og de store begivenheder i katedralen siden 1600-tallet.

Notre Dame set fra den store plads foran Katedralen.

Notre Dame har 37 kapeller.
I sidekapellerne er der malerier af den kendte maler Chales Le Brun. Indvendigt i katedralen imponerer midterskibets høje hvælvinger. Der ses korstole med flotte udskæringer fra 1700-tallet. Ved indgangen til koret ses en statue af Jomfru Maria og Barnet fra 1300-tallet. Den kendes som Notre-Dame de Paris (Vor Frue fra Paris). Ved indgangen til koret ses en statue af St-Denis. Ved højalteret ses en statue af kong Ludvig d. 13 og en anden statue af kong Ludvig d.14.

På den sydlige del af katedralen til højre for rosevinduet findes et skatkammer med katedralens religiøse skatte. Dette blev bygget af Viollet-le-Duc og indeholder bl.a. dokumenter og katedralens relikvier, som Jesus tornekrone og en splint af Jesus kors. Disse relikvier bliver vist frem for menigheden langfredag i Påsken.

Adresse:

Place du Parvis Notre Dame 6 (île de la Cité & île St-Louis) - Kort 4 (Punkt Notre Dame)