Hovedside‎ > ‎Bygninger‎ > ‎Palæer 1‎ > ‎

Hôtel Carnavalet



Hôtel Carnavalet - 3*


Hôtel Carnavalet ligger i Marais kvarteret og huser en del af Paris' bymuseum Musée Carnavalet. Det er et temmelig stort palæ fra midten af 1500-tallet, som er udbygget i flere omgange bl.a. af arkitekten Francois Mansart i midten af 1600-tallet og under Napoleon d. 3. i midten af 1800-tallet.


Hôtel Carnavalet huser en del af Paris' historiske bymuseum
.

Hôtel Carnavalet's ligger på et hjørne og udefra kan det godt virke lidt massivt i sit udseende. Det oprindelige palæ er opført i U-form med hovedbygning og to (store) fløje omkring en gård. Ud mod gaden er fløjene bygget sammen, hvor også porten ses. I dag består palæet af, udover gården, tre haver med lave buske klippet i geometriske og kunstneriske former. Omkring haverne er de efterfølgende fløje bygget op.

I gården ses en statue af Ludvig d. 14. ved indgangen til museet (se billede til venstre). Den overlevede Revolutionen i 1789 og har tidligere stået i nærheden af Rådhuset.

Facaderne omkring gården er i renæssancestil med udsmykning af statuer på væggene. Fra gården er der også indgang til det store bymuseum.

Adelsdamen Mme Sévigné boede i palæet i mange år i slutningen af 1600-tallet. Fra hendes mange breve har man fået et større indblik i hverdagslivet i Marais dengang, vel og mærke hos de rige personer i kvarteret. Hun flyttede bopæl mange gange, dog var det til andre steder i kvarteret. Der hænger et portrætbillede af hende på museet.

Adresse:
Rue de Sévigné 23 (Marais kvarteret) - Kort 4 (Punkt 21)