Hovedside‎ > ‎Diverse‎ > ‎Kvarterer 1‎ > ‎

Les Invalides og Eiffeltårns kvarteret



Les Invalides og Eiffeltårn

Kvarteret Invalidekirken & Eiffeltårnet ligger på den sydlige bred mod vest. Det har taget navn efter de to store seværdigheder i området. Eiffeltårnet kender alle, og Invalidekirken (Dômekirken) er en storslået kirke, hvor Napoleon d. 1.'s gravsted ses. Kvarteret er ret stort, og da der ikke er så mange seværdigheder her, vil man komme til at gå en del rundt.

Eiffeltårnet set fra den store Champ de Mars park.

Området er et velhaverkvarter med dyre boliger. Her bor erhvervsledere, diplomater, politikere, embedsmænd osv. Det er da også et kvarter med mange offentlige og internationale bygninger som flere ambassader og UNESCO. Her ser man ikke ret meget til det typiske parisiske folkeliv.

Der er også lidt militært præg over området. Komplekset Les Invalides, som Invalidekirken ligger i forlængelse med, har før i tiden huset flere tusinde krigsveteraner. I dag huser komplekset også tre museer om krigens historie, bl.a. det omfattende Musée de l'Armee.

I midten af komplekset ligger Soldaterkirken, mens Dôme-kirken dominerer i den sydlige del. Dens karakteristiske guldkuppel kan ses fra mange steder i Paris. Under denne ligger Napoleon d. 1. begravet. Invalides-komplekset bliver militært set ikke brugt så meget i dag som tidligere. Ecole Militaire ligger tæt ved Eiffeltårnet og er et andet militært kompleks i kvarteret. Her er militærfolk blevet uddannet i århundreder, hvilket stadig sker i dag. Napoleon d. 1. har bl.a. gået her.

I området omkring Invalides-komplekset ses mange flotte palæer, specielt i Rue de Varenne og Rue de Grenelle. F.eks. ses det flotte Hôtel de Biron, som huser Musée Rodin. Det er et museum over en af Frankrigs største billedhuggere. Palæet er omgivet af en af de største private parker i Paris. Et andet palæ er Hôtel Matignon, hvor den franske premierminister bor. Her ligger også en stor privat have.

I dette kvarter er der mange dyre adresser, hvor bl.a. diplomater og top erhvervsfolk bor.

I gaderne ved Eiffeltårnet, f.eks. Avenue Rapp, ses flere bygningerne udført i Art Noveau stilen, som var en stilart i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. En anden gade, Rue Cler, er en indkøbsgade i den dyre ende, hvor der for det meste handles fødevarer. Det er delvis en gågade.

Den store park Champ de Mars kan ses mellem Eiffeltårnet og militærakademiet. Det område blev i slutningen af 1800-tallet brugt til verdensudstillingerne, hvor store udstillingsbygninger blev midlertidig opført. Eiffeltårnet stammer da også fra en af verdensudstillingerne, nemlig den i 1889. Desuden ligger Frankrigs parlament Assemblée Nationale ud mod Seinen.