Hovedside‎ > ‎Diverse‎ > ‎Kvarterer 1‎ > ‎

Montmartre kvarteret


Montmartre

Montmartre kvarteret i den nordlige del af Paris har i mange år været kendt for dets kunstnerliv. I den sidste halvdel af 1800-tallet var det en lille forstad til Paris, hvor der var en landsby atmosfære. Her kunne folk bo billigt, hvilket gjorde at studerende, forfattere, digtere, malere og andre kunstnere i stort tal bosatte sig i området. Montmartre's ry som kunstnerområde blev en realitet.

Montmartre er vokset sammen med Paris, men har stadig sin lidt landlige stemning.

Også kendte kunstnere som Picasso, Van Gogh og den spanske maler Salvador Dali har boet og arbejdet her. En anden ting Montmartre blev kendt for dengang, var det lystige natteliv. Kabareter, revyer og andre underholdningstilbud var der mange af. Disse var knap så velset i den mere borgerlige del af Paris.

I dag må man lede langt efter dette kunstermiljø. Forfattere og andre kunstnere er flyttet fra området og nattelivet er ikke det samme som før. Derimod er området et langt stykke af vejen blevet typisk turistpræget og kommercialiseret, mens den kunstneriske atmosfære mest er noget, der hører fortiden til. Portrætmalerne, som der ses mange af i området, maler som regel kun turisterne mod betaling.

Montmartre ligger på en høj, som kan ses fra en stor del af Paris. Montmartre kaldes da også for "La Butte", som netop betyder højen. Specielt kan kirken Sacré-Coeur ses på lang afstand. Bydelen har stadig en lidt landsbyagtig stemning, selvom den har hørt under Paris i mange år. Her ses charmerede huse og små stejle snoede gader. Når man går rundt i gaderne, har man ikke helt indtrykket af, at man befinder sig i storbyen Paris. Selvom det oprindelige kunstnerliv er borte, har området alligevel formået at bibeholde sit maleriske præg.

En af de mest populære steder på Montmartre er Place de Tertre (malernes plads).

Mange turister kommer hvert år til Montmartre for at se Sacré Coeur og nyde den gode udsigt over Paris fra trappen ved kirken. Folk kommer også for at se Place du Tertre og de mange portrætmalere. På denne plads og rundt omkring ses der mange souvenirsælgere. Udover de mange turister er Montmartre et stille beboelseskvarter, og de smalle gader gør, at der ikke er meget trafik her.

Et af de mest kendte steder på Montmartre er, foruden Place de Tertre og Sacré Coeur, Moulin Rouge, som ligger længere nede bakken.

Der havde været udvundet kalk på Montmartre i mange århundrede. Det
underminerede undergrunden, som resulterede i sammenstyrtninger. I midten af 1800-tallet forbød man at udgrave højen mere, men i dag er undergrunden stadig et virvar af gange og grotter. Da Sacré-Coeur skulle opføres i slutningen af 1800-tallet, blev arbejdet forsinket i mange år p.g.a. ekstra arbejde med at sikre undergrunden.

Montmartre ligger højt i Paris, og Sacré Coeur kan ses fra mange steder i byen.

Tidligere sås der også flere vinmarker i området, men i dag er der kun en enkelt tilbage. Det er den eneste i Paris. Selve navnet Montmartre kommer fra lokale martyrer, som omkring år 250 blev tortureret i Paris. Place du Tertre ligger ca. 130 m. over jorden, hvilket gennem tiderne har givet den militær strategisk betydning. Den er blevet besat flere gange, f.eks. i 1814 efter Napoleon d. 1. led nederlag og i 1870 under krigen mod Prøjsen.