Hovedside‎ > ‎Gader - Pladser - Parker‎ > ‎Pladser 3‎ > ‎

Flere pladser



Flere pladser - 1*

Place de la Sorbonne
Denne plads ligger foran hovedindgangen til den gamle Sorbonne universitetsbygning i Latiner kvarteret. Pladsen ligger mellem to rækker af bygninger og Boulevard Saint-Michel på den sidste side. Logisk nok er der mange studerende, der holder til her.

Place de la Sorbonne er en charmerende lille plads i Latiner kvarteret.

Pladsen har mange cafeer med udendørs betjening, da biler ikke må køre på det meste af pladsen. Der er en flot udsigt til den gamle Sorbonne universitetsbygning med den flotte kuppel ovenover. Her holder 4 af Paris' 13 universiteter til.

Beliggenhed:
Latiner kvarteret - Kort 4 (Punkt 88)


Place André Malraux
ligger mellem Louvre og Palais Royal i Tuilerie kvarteret, hvor teatret Comédie Francaise ligger. Der er en god udsigt op af Avenue de l'Opera med Paris' gamle opera liggende i baggrunden. Pladsen,
som er pyntet med to fontæner, er lidt uregelmæssig i formen. Navnet kommer efter kulturministeren under Præsident de Gaulle i 1960'erne. Han fik fredet og restaureret mange gamle bygninger, specielt i Marais kvarteret. På pladsen ligger også det flotte Hôtel du Louvre.

Beliggenhed:
Tuilerie kvarteret - Kort 3 (Punkt 41)


Place de la Nation
ligger i den østlige del af Paris og er et stort trafikknudepunkt, hvorfra der udgår hele 12 gader fra pladsen. Midt på pladsen ses en skulpturgruppe i bronze, som hedder Triomphe de la République (Republikkens sejr). Den er 11 meter høj, og det tog kunstneren Dalou 20 år om at lave den.

Place de la Nation er en stor plads med mange veje, som udgår herfra.

Den 26. juli 1660 blev Kong Ludvig d. 14. gift, og på denne plads blev det fejret med pom og pragt. Under Revolutionen i 1789 blev en guillotine sat op og pladsen fik navnet Place du Trône-Renversé (den væltede trones plads). Pladsens nuværende navn er fra 1880.

Beliggenhed:
Østlige del af Paris - Kort Stor Paris (Punkt 19)


Place de la Porte Maillot

ligger i Paris' vestlige udkant. Det er en stor plads, og under den går ringmotorvejen
Boulevard Périphérique. En markant bygning på pladsen er højhuset Palais des Congrès med udstillingslokaler og et luksushotel med ca. 1000 værelser foruden et stort indkøbscenter. Pladsen grænser også op til den nordøstlige del af store Boulogne-skov.

Beliggenhed:
Vestlige del af Paris - Kort Stor Paris (Punkt 3)


Place du Marché-Sainte-Catherine

Denne plads ligger i Marais kvarteret ved Rue Saint-Antoine næsten overfor kirken Saint-Paul-Saint-Louis. I 1700-tallet blev pladsen omkranset af store huse, og der blev plantet morbærtræer i midten. I dag er selve pladsen fri for biler. Om sommeren er den livlig, hvor folk besøger dens restauranter og cafeer.

Beliggenhed:
Marais kvarteret - Kort 4 (Punkt 25)