1800-tallet



1800-tallet


I p
erioden efter Napoleons d. 1.'s fald i 1815 og indtil Belle Époque-perioden begynder i ca. 1885-1890, sker der utrolig meget i Paris' bybillede. Næsten alt sker i perioden 1852-1870, hvor Napoleon d. 3. havde taget magten ved et statskup. Han ville forskønne Paris og sammen med den betydningsfulde embedsmand Haussman startede de et byggearbejde af hidtil uset omfang. I de 18 år det varede, var Paris en stor byggeplads.

Her ses den typiske Haussmann-arkitektur for en boligblok. Denne bruges dog som hotel.

Paris havde på det tidspunkt, hvor Napoleon d. 3. kom til magten, mange områder med middelalderlige bygninger og små snoede gader. Med undtagelserne af kirkerne blev stort set alle bygninger fra Middelalderen revet ned. Hele kvarterer blev revet ned, hvor det specielt gik hårdt ud over øen Île de la Cité.

Tusindvis af gamle bygninger blev revet ned, og tusindvis af nye bygninger blev opført. De flotte boligblokke langs boulevarderne i Haussmann stil er noget af det, som Paris er mest kendt for. Men det var ikke alt. Veje blev gravet op og store boulevarder blev anlagt i stedet for. Den plads, som Triumfbuen ligger på, fik 7 ekstra store avenuer, så der i alt blev 12 stk. Og i Opera kvarteret kom en del store boulevarder til, som f.eks. Avenue de l'Opera. Udover avenuerne og boulevarderne blev også mange store pladser anlagt som f.eks. Place de la République og Place du Trocadéro. Og pladsen foran Notre Dame blev gjort 4 gange så stor.

Place du Trocadéro er en halvstor plads tæt ved Eiffeltårnet.

Nogle af de store pladser og boulevarder blev også opført af en lidt speciel årsag. Paris havde tidligere oplevet mange væbnet oprør fra borgerne, og soldaterne havde svært ved at nedkæmpe dem i små snævre gader. Derfor blev der anlagt store pladser placeret strategiske steder samt lige boulevarder, så soldaterne fik bedre betingelser næste gang et oprør skulle nedkæmpes. Desuden byggede man nogle store kaserner i midtbyen, så soldaterne hurtigt kunne rykke ud.

Andre offentlige bygninger som administrationsbygninger, hospitaler, teatre m.m. skød op i stort tal. Flere kirker blev bygget og skove og parker blev anlagt. Under jorden fik Paris et omfattende net af kloaker og drikkevandsrør, så byens sanitære forhold fik et kæmpe løft. Paris voksede arealmæssigt meget og landsbyer omkring blev inddraget til forstæder.

Et af de mest markante bygningsværker i perioden var den meget overdådige Opera, hvor byggearbejdet startede i 1862. Det var et prestigeprojekt for Napoleon d. 3., som skulle symbolisere hans kejserdømmes prompt og pragt. Men Operaen var ikke bygget færdig, da Napoleon blev sat fra magten i 1870. Den blev først færdig i 1875.

Paris berømte Opera blev færdig i 1875.

Napoleon d. 3. boede bl.a. på Louvre, hvor nogle overdådige udsmykket rum fra hans tid kan ses i en fløj af det store museum. Byens rådhus, Hôtel du Ville, blev ødelagt under Kommuneoprøret i 1871, men blev senere genopbygget magen til det tidligere. I sidste halvdel af 1800-tallet så Paris også opførelsen af flere jernbanestationer, som blev lavet i jern.
-