Middelalderen



Middelalderen


Hvis man i Paris vil se bygninger fra Middelalderen (fra omkring år 500 til omkring 1500), er der næsten kun kirker, som er tilbage fra den tidsperiode. I midten af 1800-tallet under Paris' store ombygning blev tusindvis af huse (hele kvarterer) fra Middelalderen revet ned og nyt blev bygget. Derfor er der kun meget få civile bygninger tilbage fra dengang, og Paris har i modsætning til mange andre gamle byer i Europa ikke en middelalderlig bydel.

På museet Louvre kan man se udgravningen af den oprindelige Louvre-borg.

Louvre var i Middelalderen en stor borg med mure, tårne og i midten et meget stort borgtårn. Dengang blev det brugt som forsvarsanlæg, men efter Middelalderen blev det bygget om til et kongeslot. Derfor er der ikke ret meget tilbage af Louvre fra Middelalderen, men noget af den oprindelige borg kan dog ses i udgravninger under museet.

Nogle af de få civile bygninger tilbage i Paris fra Middelaldren er de to flotte palæer Hôtel de Sens i Marais og Hôtel de Cluny i Latiner kvarteret. Begge er opført i slutningen af 1400-tallet. I dag huser Hôtel de Cluny et betyningsfuldt museum for middelalderkunst.

I Marais i Rue Francois Miron nr. 11 og 13 ses to gamle bindingsværkshuse, som giver et godt indtryk af, hvordan almindelige huse så ud i Middelalderen. I Rue de Montmorency nr. 51 ligger Nicolas Flamel's hus, som er Paris' ældste fra begyndelsen af 1400-tallet.

La Conciergerie på Ile de la Cité var en del af det gamle kongepalads, som i Middelalderen lå her. Det er fra slutningen af 1200-tallet, men meget af den oprindelige bygning eksisterer ikke i dag. En del af den er fra 1800-tallet. Det har været benyttet som fængsel i flere århundrede indtil 1914.

Salle des Gens d'Armes i La Conciergerie var et af de største rum i Middelalderen.

Paris har flere kirker fra Middelalderen, hvor den mest berømte er Notre Dame, som blev opført i perioden fra 1163 til omkring 1345. Notre Dame har gennem historien været meget tilknyttet Paris og dens historie. Det var bl.a. her Napoleon d. 1. kronede sig selv til kejser i 1804. Sainte Chapelle er også et mesterværk indenfor gotisk arkitektur og ligger ligesom Notre Dame også på Ile de la Cité. Den blev opført i midten af 1200-tallet efter kun 33 måneders byggearbejde.

Andre kirker i Paris fra Middelalderen er Saint-Severin, Saint-Julien-le-Pauvre og Saint-Germain-des-Pres. Sidstnævnte er den ældste kirke i Paris fra omkring 1000, men der er sket ændringer på den siden. Udenfor Paris ligger Basilique Saint-Denis, som blev bygget i 1100- og 1200-tallet. Her ligger mange konger begravet.

Musée National des Techniques, lidt nord for Pompidou-centret, har til huse i det gamle kloster Saint-Martin-des-Champs, hvor den tilstødende St-Martin kirke fra 1200-tallet er bevaret. Den bliver dog ikke brugt som kirke, men er en del af museet og dets udstillinger.

Saint-germain-en-Laye er fra 1100-tallet, men opbygget og udvidet siden da.

Udenfor Paris ses Saint-germain-en-Laye, som er et borg-lignende slot. Det blev opført i 1100-tallet, men er også blevet temmelig meget ombygget siden. Chateau de Vincennes i skoven Vincennes øst for Paris blev opført i midten af 1300-tallet og har et karakteristisk borgtårn.