Hovedside‎ > ‎Seinen‎ > ‎

At sejle på Seinen

At sejle på Seinen

En af de populære måder at se Paris på, er at tage en tur på Seinen med de mange turisbåde. Sejladsen tager typisk en time, og man får set meget af Paris, da mange af de kendte seværdigheder ligger ud til Seinen. Der er ingen trafikpropper eller billarm her, og er dermed en ret behagelig måde at opleve byen på.


Seinen bliver hver dag gennensejlet af mange turistbåde.

Flere af bådturene sejler fra Ile de la Cité i øst til Eiffeltånet i vest og vender så tilbage til Ile de la Cité. Andre sejler fra Eiffeltårnet til Ile de la Cité og retur. Flere af de store rejseselskaber sejler fra Eiffeltårnet, da busserne nemmere kan komme til her. Ile de la Cité kan være svær at komme til for busserne. Men mellem disse to steder på Seinen, er der også andre steder, som bådene udgår fra. Nogle gange sejler man lidt længere vestpå til den lille Frihedsgudinde, og som regel vil man også komme længere mod øst rundt om øen Ile St-Louis.

Der findes forskellige slags bådtyper. Bâteaux mouches er de store både, hvor de kan være flere hundrede passagerer. Vedettes er derimod lidt mindre både. Ofte vil begge typer have et glasoverdækket dæk, hvor passagerer kan sidde indendørs og nyde udsigten. På det øverste dæk vil der være pladser, hvor man sidder i det fri. Der vil som regel være en guide, som taler på fransk og nogle gange også på engelsk.

Der er desuden mulighed for at spise på nogle af bådene, som ofte kan betegnes som sejlende restauranter. Priserne er ikke helt lave, og kvaliteten af maden følger ikke altid med.

En sideflod til Seinen er Canal St-Martin, som løber nordpå og starter lidt øst for Ile St-Louis. Her kan man også sejle gennem de mange sluser og charmerende broer, hvor noget af turen foregår under jorden.