Hôtel de Rohan - 3*

Hôtel de Rohan ligger i Marais kvarteret ved siden Hôtel Soubise. Begge palæer deler den samme have ligesom de også har haft den samme arkitekt, nemlig Delamair. Han startede med arbejdet i 1705. Ved Hôtel Soubise skulle der dog tages udgangspunkt i et eksisterende palæ. Prinsen af Soubise boede i Hôtel Soubise, mens Rohan var bygget til en af hans sønner, som senere blev kardinal. Fire kardinaler af Rohan-familien boede her efter hinanden.

Her ses den imponerende facade på havesiden af Hôtel de Rohan.

I 1800-tallet kom palæet til at huse nationaltrykkeriet, hvilket gjorde at meget af interiøret fra omkring 1750 blev ødelagt. Siden 1927 har palæet sammen med Soubise været en del af de nationale arkiver (Archives Nationales).

Palæet har en stor facade ud mod gården. Selve hovedfacaden vender ud mod den fælles have. Palæet bruges engang imellem til forskellige udstillinger, men ellers er det ikke åbent for offentligheden.

Selvom den indvendige udsmykning blev delvist ødelagt i 1800-tallet, kan der i dag alligevel ses flotte rum. Det er f.eks. det lille Cabinet des Singes med dyremotiver, bl.a. aber. Også Cabinet des Fables d'Esope og den gyldne salon er flotte rum.

Cabinet des Singes er et af de flotteste rum i Hôtel de Rohan.

Historiske hændelser:

I 1785 blev den sidste af de fire kardinaler, der boede i Hôtel de Rohan, indblandet i en uheldig sag med den franske Dronning. En adelsdame prøvede at narre ham til at købe en dyr halskæde, som hun sagde dronning Marie-Antoinette ønskede sig at få i al hemmelighed.

Adelsdamen fik endda en person til at spille dronningen for at få kardinalen overbevist. Han købte den, men kunne ikke klare betalingerne. Det viste sig at halskæden senere blev solgt i London. Sagen kom for retten, hvor kardinalen blev frikendt, men afsat fra sit hverv. Adelsdamen fik livsvarigt fængsel, men flygtede til England.

Adresse: Rue Vieille-du-Temple 87 (Marais kvarteret) - Kort 3 (Punkt 59)