Indledning

Paris er kendt for sine mange store boulevarder og avenuer. Den mest kendte er Champs-Élysées, som går fra Concorde-pladsen i øst til Triumfbuen i vest. Forskellen mellem en avenue og en boulevard er ikke knivskarp og afhænger af sprog og land. I Paris er det sådan, at boulevarderne mest er store gader i udkanten af byen, mens avenuer er store gader midt i byen.

Mange af de store boulevarder og avenuer blev anlagt i midten af 1800-tallet under Napoleon d. 3 og Baron Haussmann's store ombygning af Paris. Førhen var der mange små gader med gamle huse, men mange af dem blev jævnet med jorden, bl.a. for at give plads til de store gader.

Boulevarderne og avenuerne blev ofte anlagt med rækker af træer i siden og fortove, hvilket var nyt dengang. Dels blev Paris flottere, som var et af formålene, men de brede gader gav også mere plads til trafikken. Selvom de var brede efter datidens målestok, så er de slet ikke brede nok i dag til at opsluge de mange biler i Paris.

Der var også en tredje grund til anlæggelsen af af disse store gader, som var lidt speciel. Paris havde i tidens løb oplevet mange væbnede oprør, hvor soldaterne havde svært ved at nedkæmpe oprørerne i små snævre gader. Derfor blev der lavet lange lige gader, så soldaterne havde lettere ved at kæmpe (skyde). Desuden blev der anlagt store pladser, som var strategisk vigtige steder for hæren. Under det parisiske oprør i 1871 (Kommune-opstanden) kom teorien ikke helt til at holde. Oprørerne havde lavet store barrikader, som var svære at skyde igennem for kanonerne.

I dag kan man besøge de mange fortorvscafeer og forlystelsessteder på de store boulevarder og avenuer. Men noget af stemningen og elegancen er forsvundet. Fra midten af 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet var mange af de store gader nemlig meget mondæne steder at komme for at se og blive set.

Specielt i slutningen af 1800-tallet under Belle Epoque-tiden (den gode tid) var de "in", hvor det primært var borgerskabet, som fandt frem til boulevarderne og avenuernes cafeer og de mange forskellige forlystelsessteder. Med udbruddet af 1. verdenskrig (1914) stoppede Belle Epoque-tiden og dermed gadernes storhedstid.

Mange af gaderne er af meget forskellig karakter. Nogle af dem findes i det utrolig dyre område omkring Place Vendôme, mens andre er gamle små gader i det historiske kvarter Marais. Rue Montaigne er et af verdens centrum for højmoden (og en af verdens dyreste gader at bo i), mens Boulevard Périphérique er den længste vej. Det er den knap så charmerende motorvej, som går rundt om Paris.

I Paris findes to gader, som er opkaldt efter danskere. Den ene gade, som ligger bag École Militaire (militærskolen), hedder Avenue de Lowendal. Den er opkaldt efter danskeren Ulrik Frederik Løvendal, dansk rigsgreve som senere blev fransk marskal. Han stod i spidsen for dele af den franske hær, der besejrede Englænderne og Hollænderne ved Fontenoy (nuværende Belgien) i 1745.

Geografen, digteren og jornalisten Malte-Brun har også fået en gade opkaldt efter sig, som ligger ved det nordøstlige hjørne af kirkegården Pére Lachaise. Malthe Conrad Bruun (1775-1826) blev påvirket af den franske revolution i 1789. Han blev landsforvist, men blev en anset geograf i Paris. Avenue de Lowendal er en ret stor gade, mens Rue Malte Brun ikke er så stor.