1789 Revolutionen

1: Indledning

Paris og Frankrig har gennem tiderne oplevet flere revolutioner, men når der tales om Revolutionen, er det den store Revolution i 1789, man hentyder til. Den handlede om borgerskabet og arbejdernes oprør mod kongen og hans enevældige magt, og endte med at småborgerskabet fik magten en overgang. De udrensede blodigt enhver modstander af Revolutionen med mange dræbte til følge.

I slutningen af 1700-tallet levede mange franskmænd i dyb fattigdom og sultede. Middelklassen var nogenlunde velstillet. Overklassen var rige og levede et luksusliv, hvor specielt kongefamilien levede i overdådig luksus. Dette skabte også en stor modstand mod kongen. Samtidig var statskassen tom, delvist p.g.a. Frankrigs store militære udgifter til uafhængighedskrigen i Amerika, hvor man støttede befolkningen mod englændernes besættelse.

Og da 1700-tallet var oplysningstidens århundrede, f.eks. som følge af filosoffer som Voltaire og Rosseau, blev der sat spørgsmålstegn ved kongen og hans enevældige magt samt den katolske kirkes privilegier. Alle disse faktorer havde stor indflydelse på, at der kom en revolution i 1789, som ikke kun ændrede Frankrig i mange år frem, men også satte strømninger i gang andre steder i Europa i årtierne derefter.

Jean-Jacques Rousseau og Voltaire døde begge i 1778 før revolutionen begyndte i 1789. Men de havde alligevel nogen indflydelse på udviklingen, da de begge havde nogle ideer om hvordan samfundet skulle se ud med bl.a. mere frihed, sociale reformer og demokrati.

2: 1789 - Starten på Revolutionen

Kong Ludvig d. 16 forsøgte i 1787 med et reformforslag, som ramte adelen, men det mislykkedes. Derefter indkaldte han Generalstænderne, som bestod af tre stænder, nemlig adelen, præstestanden og storbønder/storborgerskab. Arbejder-klassen og småbønderne var ikke repræsenteret. Denne forsamling skulle drøfte kongens planer for reformer.

Stænderforsamlingen var allerede oprettet i 1302 og havde i flere perioder haft en del at skulle have sagt. Men den havde ikke været indkaldt siden 1614, da kongerne siden dengang var så magtfulde, at de ignorerede forsamlingen.

Den 5. maj 1789 mødtes Stænderforsamlingen i Versailles. Tredjestanden, som repræsenterede borgerskabet, udvandrede efter nogle uger, da man ikke kunne nå til enighed om reglerne for afstemning. Den 17. juni 1789 udråbte de sig selv til at være National-forsamling. Oprøret mod kongen var dermed begyndt. Senere tilsluttede en del præster og nogle adelige fra første og andenstanden sig.

Det store palæ, Palais Royale, ved siden af Louvre tilhørte en anden gren af kongefamilien (Orleans), hvor politiet ikke havde adgang. Her kunne folk tale frit i den store have, og de revolutionære ideer blev udbredt her. Den 12. juli 1789 holdt advokaten Camille Desmoulins en ophidsende tale her. Paris' borgere skulle gribe til våben og gøre oprør mod kongen. Efterfølgende blev Les Invalides bygningen plyndret for flere tusinde geværer samt nogle kanoner.

Den 14. juli 1789 angreb bevæbnede parisiske oprører det forhadte Bastille fængsel (borg) i byens østlige udkant. Fængslets kommandant og de over 100 soldater forsvarede borgen, men måtte til sidst overgive sig. Fængslets 7 indsatte blev befriet. Selvom angrebet ikke fik den store militære betydning, fik den stor symbolsk betydning. Datoen blev starten på revolutionen og senere kongens fald. Efterfølgende blev datoen den franske nationaldag (Bastille-dagen), som hvert år fejres.

Oftest siger man, at Revolutionen begyndte 14. juli 1789 med stormen på Bastille fængslet og sluttede med det blodige styres fald i slutningen af juli 1794. Nogle vil mene, at Revolutionen startede i 1787 med adelens forkastelse af Kongens reformplaner. Og nogle vil sige, at den sluttede i november 1799 med Napoleons magtovertagelse.

Den selvbestaltede nationalforsamling besluttet i august 1789 at ophæve adelens privilegier og gøre alle samfundsklasser lige (menneskeretserklæring). Den 5. oktober 1789 gik parisiske borgere, deriblandt mange kvinder, bevæbnet med geværer og høtyve mod kongeslottet i Versailles. Efter kamp blev slottet indtaget og kongefamilien taget til fange dagen efter og tvunget til Paris. Herefter boede de i Tuilerie slottet (ved Louvre) under bevogtning.

3: 1790-1794 - Revolutionen bliver blodigere

I de næste par år var der relativt roligt i Paris. Man vedtog en ny forfatning, som gav kongen mindre magt. Kongen accepterede dette. En ny Nationalgarde under General Lafayette var blevet oprettet for at undgå optøjer. Den 20. juni 1791 forsøgte kongefamilien forklædt som tjenere at flygte, men de blev opdaget i byen Varennes i Østfrankrig, fanget, og ført tilbage til Paris. Dette førte til stor ophidselse blandt kongens modstandere.

Kongens mislykkede flugt til Varennes satte de moderate kræfter i et dårligt lys. De gik ind for et styre med begrænset magt til Kongen. De revolutionære kræfter fik mere og mere magt og sympatien for kongen og dronningen blev mindre og mindre.

Den 27. august 1791 udsendte den Hellige Romerske Kejser Leopold II og Frederick William II af Prøjsen en erklæring fra slottet Pillnitz ved Dresden om, at de støttede Kong Ludvig d. 16. og i vage vendinger truede de Revolutionære med krig. Stik modsat forventningen blev de revolutionære mere vrede på Kongen og udlandet.

I 1792 gik Frankrig i krig med Østrig og Prøjsen, og det begyndte dårligt for Frankrig. Det førte til uro og panik i den parisiske befolkning. Den 10. august 1792 angreb en vred bevæbnet parisisk folkemængde Tuilerie slottet. Kongens soldater (vagter) blev dræbt og kongefamilien flygtede i al hast til den nærliggende Nationalforsamling.

Dagen efter blev de taget til fange og anbragt i Tempel-tårnet, en borg som lå i den østlige del af Paris. I mange år vidste man ikke, hvad der skete med kongesønnen, Ludvig d. 17., men det blev antaget, at han døde her. I dag er man rimelig sikker på, at dette er rigtigt.

Kort tid efter oprettedes et revolutionært parlament, Nationalkonventet, som mødtes første gang 20. september. Allerede fra sommeren 1792 havde det kommunale styre i Paris mere eller mindre magten i byen. De nægtede at tage imod ordrer fra Nationalkonventet, og de var meget radikale og oprørske imod systemet og dem, som var mistænkt for at være imod Revolutionen.

I perioden 3. til 7. september 1792 gik pøblen til angreb og myrdede alle, som var mistænkt for at være mod det nye regime og revolutionen. Over 1500 personer blev myrdet i fængslerne, men ingen af de revolutionære ledere tog noget ansvar for denne udåd. Monarkiet blev derefter afskaffet og Republikken indført.

I slutningen af 1792 var det revolutionære Frankrig i krig med flere andre lande. Samtidig var der oprør mod Revolutionen i flere dele af landet. Den vigtige havneby Toulon blev besat af kongetro oprørerne og engelske krigsskibe. Det var her, at Napoleon Bonaparte som artillerimajor gjorde sig bemærket første gang. Efter 3 måneders belejring og bombardering med kugler fra tunge kanoner fik Napoleon og hans hær englænderne til at flygte og byen til at overgive sig.

Ludvig d. 16. blev stillet for en domstol, sigtet for højforræderi og kendt skyldig. Den 21. januar 1793 blev han henrettet i guillotinen på den nuværende Concorde-plads. D. 16. oktober 1793 blev dronning Marie-Antoinette henrettet i guillotinen.

I august 1793 vedtog Nationalkonventet at masse-indkalde folk til militæret. Alle franskmænd skulle forsvare nationen. Unge mænd skulle i militæret, kvinder lave militærtøj og ældre mænd opmuntre befolkningen med taler. Alt dette vendte krigen til Frankrigs fordel.

5. september 1793 startede den periode, som benævnes Rædselsregimet. Her blev tusindvis af adelige, præster og almindelige borgere dømt ved skueprocesser og henrettet i guillotinen. Det skete som regel på den nuværende Concorde-plads og plejede at tiltrække mange tusinde tilskuere.

I flere områder i Frankrig var der oprør mod det revolutionære styre (specielt i det vestlige Frankrig i Vendée provinsen), men disse blev brutalt og blodigt nedkæmpet.

I 1793 blev den franske revolutionære kalender desuden taget i brug. En uge var på 10 dage med én fridag. 3 uger udgjorde en måned, som havde navn efter årstiden, f.eks. Høst. De resterende 5-6 dage blev placeret i slutningen af året. Kalenderen afskaffes af Napoleon i 1805.

De blodige udrensninger af folk, som var mistænkt for at være mod Revolutionen og Nationalkonventet, fortsatte. Den revolutionære Danton forsøgte dog at mildne rædselsregimentet, men blev henrettet april 1794 for at være blevet for moderat.

Nu var al magten samlet hos Maximilien de Robespierre. Hans blodige udrensninger skræmte mange i Nationalkonventet, som var bange for, at de skulle være de næste. Den 27. juli 1794 var der møde i Konventet, Medlemmerne fordømte Robespierre og gik sammen mod den ellers så enerådige leder. Han blev arresteret og fængslet i Luxembourg-slottet, men blev befriet igen.

4: 1794-1799 - Revolutionen ebber ud

Direktoriet var en skrøbelig regering, som var afhængig af hæren til at opretholde ro og orden. Og den var heller ikke særlig demokratisk. I krigen mod Frankrig gik koalitionen i opløsning, hvilket bevirkede at den franske hær vandt flere sejre under ledelse af general Napoleon. Det var i årerne 1796-1797 i Italien mod Østrigerne, som sad på en del af Norditalien. Napoleon dikterede derefter en fredstraktat til Frankrigs fordel.

Direktoriet varede fra 1794 til november 1799, hvor Napoleon tog magten ved et statskup. Der var ikke mange parisere, som protesterede mod dette, selvom Napoleon blev en enerådende diktator, ligesom Kongerne tidligere havde været. Napoleons styre varede til 1815, hvor en bror til Ludvig d. 16. blev indsat som konge af Stormagterne, som til sidst sejrede militært over Napoleon. Kongen hed Ludvig d. 18.

5: Nøglepersoner under 1789-Revolutionen

Georges-Jacques Danton (1759-94) var politiker og et ledende medlem af Rædselsregimet under Revolutionen i 1789. Han var også en af hovedmændene bag angrebet på Tuilerie slottet i august 1792, hvor kongen blev styrtet. Senere forsøgte han at mildne rædselsregimet, hvorefter Robespierre fik ham henrettet i april 1794.

Camille Desmoulins (1760-1794) var sagfører, yderlig-gående revolutionær og ven med Danton. Han holdt en tale i Palais Royale i 1789 og fik folk til at gribe til våben mod kongen. Nogle dage senere gik folk til angreb på Bastille-fængslet, som regnes for starten på Revolutionen. Han blev henrettet i 1794, fordi han var imod Rædselsregimet.

Marie-Joseph de La Fayette (1757-1834) var fransk politiker og kommandant for Nationalgarden i 1789 til 1791 under Revolutionen. Den skulle sørge for ro og orden blandt byens revolutionære indbyggere på den ene side og kongen og hans hær på den anden side. Da de Revolutionære fik magten blev Nationalgarden opløst og Lafayette flygtede.

Ludvig d. 16. (1754-93) var Frankrigs konge fra 1774 til 1792. Han blev i 1770 gift med Marie-Antoinette af Østrig. Frankrig led under dårlig økonomi, mens han selv levede i overdådig luksus. Bl.a. dette førte til den store Revolution i 1789. Folket gjorde oprør, fængslede kongefamilien og Ludvig d. 16 blev henrettet i 1793.

Jean-Poul Marat (1743-93) var læge og politiker, som i 1789 grundlagde den revolutionære avis "L'ami du Peuple". Marat var under Revolutionen en af lederne af Rædselregimet sammen med Danton og Robespierre. D. 13. juli 1793 blev han myrdet i sit badekar af adelsdamen Charlotte Corday.

Marie-Antoinette (1755-93) var Ludvig d. 16's østrigsfødte kone og senere fransk dronning. Hun var upopulær i befolkningen, bl.a. som følge af hendes ødselhed. Hun blev først tvunget til Paris og sat i husarrest. Siden kom hun i fængsel sammen med sin mand og henrettet i guillotinen i 1793 på den nuværende Concorde plads.

Napoleon d. 1. (1. Kejserdømme - 1769-1821) var general, som efter Revolutionen tog magten i 1799 og blev kejser i 1804. Han var først gift med Joséphine, men blev skilt, og siden gift med Marie-Louise af Østrig. Napoleon. Reformerede Frankrig, var hele tiden i krig, men blev efter Waterloo fængslet af englænderne på en ø i Atlanterhavet.

Maximilien Robespierre (1758-94) var fransk politiker og advokat. Han var medlem af nationalforsamlingen og revolutionær leder under Revolutionen i 1789. Her blev han senere rædselregimets enerådige leder og henrettede alle, der var imod ham. Han blev selv henrettet i 1794 i guillotinen, hvormed Revolutionen ebbede ud.

De to næste personer er filosoffer, og selvom de ikke levede under Revolutionen kom deres ideer til at præge Revolutionen.

Jean Jacques Rousseau (1712-1778) var fransk filosof og forfatter. Han blev født i Schweiz, men flyttede i 1741 til Paris. Her lærte han bl.a. Voltaire at kende. Rouseeau kom til at påvirke litteraturen, hvor bl.a. hans begejstring for naturen kunne findes. Desuden kom han med teorier om samfundsforhold, f.eks. demokratiet.

Francois de Voltaire (1694-1778) var en berømte forfatter og filosof. Han kom til at præge oplysningstiden i Europa i 1700-tallet. P.g.a. hans satiriske skrifter kom han i fængsel to gange og var landsforvist i tre år. Han skrev både komedier, tragedier, digte, essays m.m. En af hans kendte værker er Candide fra 1759.