Place des Vosges - 3*

Place des Vosges er en meget flot plads beliggende i hjertet af Marais kvarteret. Selvom det hedder en plads, regner man den mere for en park. Den blev anlagt i perioden 1607-1612 og er dermed den ældste plads/park i Paris. Oprindeligt hed den Place Royale. Før den tid havde der ligget en kongelig bolig her, som hed Hôtel des Tournelles. Den blev revet ned i sidste halvdel af 1500-tallet.

Place des Vosges er en flot og harmonisk plads midt i Marais kvarteret.

Det var Kong Henrik d. 4., som bestilte pladsen, da han ønskede, at den skulle give Marais kvarteret en opblomstring. Marais skulle være centrum for kunst og litteratur og Place des Vosges skulle være omdrejningspunktet i Marais. Omkring pladsen blev der opført fine ensartet boliger.

Pladsen blev meget elegant med parader og andre festligheder. Aristokratiet flyttede til Place des Vosges og Marais, som oplevede sin guldalder i 1500- og 1600-tallet. I 1700-tallet flyttede aristokratiet til Saint-Germain-des-Prés kvarteret, og Marais forfaldt indtil den store restaurering i 1960'erne og fremefter. I 1800 blev den under Kejser Napoleon d. 1. omdøbt til Place des Vosges efter et område i Frankrig.

De ensartet bygninger på Place des Vosges er i typisk Renæssance-stil.

Place des Vosges er i dag en smuk firkantet plads, hvor der på hver side er ni symmetriske huse af røde og hvide mursten, dvs. 36 i alt. Husene ud mod selve pladsen er meget ensartet, mens bagsiden har forskelligt udseende. Der er dog to undtagelser, nemlig Pavillon du Roi (i syd) og Pavillon de la Reine (i nord). Disse to huse (pavilloner) er noget større end de øvrige huse, men stilen er den samme. Disse var reserveret til kongen (Roi) og dronningen (Reine).

Husene har to etager foruden tagetagen med de stejle tage og fremspringende kvistvinduer. De er bygget ovenpå buegange (arkader), hvor der ses forskellige luksusbutikker som f.eks. kunstgallerier. Der ses også flere restauranter og cafeer. Selve pladsen er meget symetrisk opbygget med grusstier, græsplæner, kunstnerisk klippede træer og en statue af Kong Ludvig d. 13. i midten. Desuden ses et springvand i hvert hjørne.

Place des Vosges er måske den mest charmerende plads i Paris.

Selvom biler må køre rundt om pladsen, er det et roligt sted at komme og slappe af. Om sommeren, når vejret er godt, ses der rigtig mange mennesker efter arbejdstid. Det er bl.a. fordi, at der ikke er ret mange grønne områder i Marais kvarteret, men det er også fordi den gode atmosfære der trækker.

Flere kendte personer har boet på pladsen. I nr. 1 blev adelsdamen Madame de Sevigné født, i nr. 21 boede Kardinal Richelieu fra 1615 til 1627, og Victor Hugo boede i nr. 6 fra 1832 til 1848. Den danske forfatter H.C. Andersen besøgte ham to gange i denne periode. I dag er der i lejligheden et museum over Victor Hugo.

Beliggenhed: Marais kvarteret - Kort 4 (Punkt 28)