Jardin du Luxembourg (Luxembourg-haven) - 3*

Luxembourg-haven ligger på den sydlige bred ved Latiner kvarteret og er en stor park, som besøges af mange mennesker, specielt studerende. I den nordlige del af haven ses slottet Palais du Luxembourg, som huser det franske senat. Sammen med Nationalforsamlingen udgør disse det franske parlament.

Luxembourg-haven er den mest kendte park i den sydlige del af Paris.

Slottet og haven blev opført af Kong Henrik d. 4's enke Marie de Médici. Medici boede i Louvre, men ønskede et slot og en have inspireret af hendes barndomshjem i Firenze (Palazzo Pitti) i Italien. Hun købte nogle grunde med et palæ, og i perioden 1615-1631 blev slottet bygget og den første del af haven anlagt. Sidstnævnte blev siden udvidet.

Under Revolutionen i 1789 blev slottet brugt som fængsel, men siden brugt af samlingsregeringen efter Revolutionen. Under Paris' store byfornyelse i midten af 1800-tallet blev noget af det grønne område brugt til nye gader.

I dag er det mere end en park, da der også findes forskellige forlystelser her. Udover de grønne områder ses forskellige sportsområder til f.eks. tennis og basketball. Der løbetrænes også en del her. Til børnene er der legepladser og dukketeatre ligesom det store otte-kantet vandbassin i midten af haven også flittigt bliver brugt af børn til at sejle med små både. Der spilles desuden det traditionelle boules foruden skak og kort. Man kan også komme her for at høre en gratis koncert.

På bestemte områder af Luxembourg-haven må man godt gå (eller sidde) på græsset.

Luxembourg-haven er pyntet med statuer, som der er en del af. Statuerne indholder bl.a. en serie af franske dronninger. Desuden ses den flotte italiensk-inspireret Fontaine Médicis (Medici-fontænen) fra 1624 i det nordøstlige hjørne af haven. Denne er omkranset af vaser og træer.

Blomster og planter kan ses mange steder i haven sammen med mange træer af forskellige arter. Et orangeri ligger desuden i det nordvestlige hjørne af haven, hvor der ved siden af ligger et lille kunstmuseum.

Beliggenhed: Saint-Germain-des-Prés kvarteret - Kort 4 (Punkt Luxembourg-haven)