Napoleon d. 1.

1. Indledning

Napoleon d. 1. (1769-1821) er nok den person i fransk historie, som de fleste kender. Han var født på Korsika i den italienske adelsfamilie Buonaparte. Øen var året forinden kommet på franske hænder. Selvom han boede det meste af sit liv i Frankrig, prægede hans italienske rødder ham igennem tilværelsen. Hans fødselsnavn var Napoleone Buonaparte, men han ændrede senere det til Napoleon Bonaparte, så den svarede til den franske udtale.

Faktisk har der været flere personer i hans familie, som har heddet Napoleon. Derfor siger man Napoleon d. 1, Napoleon d. 2, Napoleon d. 3 osv. Napoleon d. 1. er klart den mest kendte, og det er også ham, man hentyder til, når man siger Napoleon.

Napoleon d. 1. var først general og siden kejser af Frankrig. Napoleon d. 2. var hans søn, og Napoleon d. 3. var hans nevø, som også blev kejser nogle år senere. Napoleon d. 1. er primært kendt for hans mange krige, men da han var ved magten reformerede han også Frankrig.

Napoleon d. 3. er mest kendt for at have genopbygget Paris i uset omfang i midten af 1800-tallet. Begge kaldte sig kejsere, ellers har Frankrig op til 1800-tallet kun haft konger.

2. Napoleons karriere i militæret.

Ingen i Napoleons familie havde været professionel soldat, men dette ville Napoleon være. Han fik en militæruddannelse i byen Brienne og på Ecole Militaire i Paris. Sidstnævnte skrev en udtalelse om ham, "at han kunne drive det vidt under de rette omstændigheder".

Napoleon gjorde altså karriere indenfor militæret, hvor han hurtig steg i graderne. Under den blodige Revolution i 1789-1799 gjorde han sig bemærket med nedkæmpelsen af franske kongetro oprører ved flådebasen Toulon. Oprørerne blev støttet af den engelske flåde. Som belønning blev han brigadegeneral i en alder af kun 24 år.

I 1795 fik han spredt et oprør i Paris, som kunne have kostet det revolutionære styre dets magt. I 1796 giftede han sig med Joséphine de Beauharnais, som havde to børn. Hun var enke efter en aristokrat, som blev henrettet under Revolutionen.

Efter den blodige del af Revolutionen var overstået, blev der oprettet en regering, som fik navnet Direktoriet. Under dem vandt Napoleon sejre i Italien mod østrigerne, selvom de franske styrker var langt underlegne i antal. I 1798 erobrede han en del af Egypten for at få ram på den engelske handel med fjernøsten. I 1799 tog han tilbage til Frankrig og planlagde et kup mod overgangsregeringen, som ikke var særlig stabil.

3: Napoleon tager magten og bliver kejser.

I november 1799 tog Napoleon magten ved et statskup, og hans styre, Konsulatet, varede indtil 1804. Den 2. december 1804 kronede han sig selv som kejser i Notre Dame, og hans kone blev kejserinde. Dermed havde Napoleon den fulde magt i Frankrig. Napoleons styre var et diktatur med censur og undertrykkelse. Han indførte store reformer indenfor f.eks. forvaltning og undervisning.

I næsten hele hans magtperiode var han i krig, specielt med England. Han havde en plan om at England skulle invaderes, men opgav det da den franske flåde tabte stort til den engelske flåde ved Kap Trafalgar i oktober 1805. Derefter satsede han på en blokade af England, så deres handel blev lammet. Dette lykkedes kun delvist for Napoleon.

Derimod blev det til sejre på slagmarken ved Austerlitz og Jena i 1805 og 1806. I 1809 vandt han over Østrigerne ved Wagram. På hjemmefronten blev Napoleon skilt med Josephine i 1809, da de ikke kunne få en arving til tronen. I 1810 blev han gift efter et arrangeret ægteskab med Marie-Louise af Østrig, hvis far var østrigs kejser. De fik en søn, Napoleon 2., som blev kaldt kongen af Rom.

Efter flere af Napoleons militære sejre indsatte han sine brødre som herskere for de erobrede lande. F.eks. var hans storebror, Joseph, både konge af Napoli og senere af Spanien. Sidstnævnte land blev et årevist mareridt for Napoleon, da spanierne førte ødelæggende guerillakrig mod de franske tropper. Den slags krig var franskmændene ikke vant til.

Omkring 1810 havde Frankrig erobrede store landområder i Europa. I 1812 startede Napoleon en invasion af Rusland, men det blev til et katastrofalt nederlag. Efter at have gået ind i Rusland i juni med 450.000 soldater, mødte han efter kampe med russerne et nedbrændt Moskva. Kulden var katastrofal for hans hær og de marcherede tilbage igen. Kun 40.000 soldater nåede ud af Rusland. Resten var døde af kulde, sygdom, sult og krig med spredte russiske styrker, som angreb dem gentagne gange ved tilbagetoget

Derefter blev den franske hær trængt tilbage. Resten af Europa gik sammen om at bekæmpe ham militært, bl.a. erklærede hans svigerfar (den østrigske kejser) ham krig i 1813.

Selvom de underlegne franske styrker kæmpede godt, blev det alligevel til nederlag og tilbagetrækning hele tiden bl.a. ved det store slag ved Leipzig i oktober 1813. Den håbløse situation fik Napoleon til at forlade tronen og overlade den til sin 3-årige søn. Det ville hans modstandere dog ikke høre tale om. Paris blev besat af bl.a. Rusland og Preussen i marts 1814 og kong Ludvig d. 18 blev indsat i stedet for.

4: Napoleons fald fra magten

I april 1814 blev Napoleon forvist af Senatet til øen Elba, som ligger mellem Korsika og Italien. Flere af hans folk tog med ham. Før afrejsen så han sin kone og hans søn for sidste gang. Napoleon fulgte hele tiden med i, hvordan det gik i Paris. Pariserne blev utilfredse med det nye kongelige styre og samtidig brød den store alliance af lande mod Napoleon sammen.

Det resulterede i, at i marts 1815 sejlede Napoleon og 1000 mænd til den sydfranske kyst, hvorefter de begyndte at marchere til Paris. Flere franske styrker mødt Napoleon på vejen og slog sig sammen med ham. Han nåede Paris og fik magten igen uden af løsne et skud. Denne nye magtperiode blev senere kaldt for de 100 dage (den varede dog 111 dage helt præcist). I den periode samlede alle lande sig mod Frankrig og sendte store hære mod Frankrig, som samlet langt overgik den franske hær. Napoleons eneste chance var at udkæmpe slag mod de forskellige hære inden de blev samlet i en stor styrke.

Han startede med at angribe Englænderne og Preusserne ved Waterloo lige syd for Bruxelles i Belgien d. 18. juni 1815. Det blev til et nederlag for Napoleon, selvom slaget kunne have gået til begge sider. Han tog tilbage til Paris og forlod tronen d. 22. juni. Han prøvede at flygte til Amerika, men overgav sig til englænderne i Rochefort d. 3. juli, da han håbede at opnå asyl i England. Det skete ikke, og han blev deporterede til øen Skt. Helena, som ligger midt i Atlanterhavet mellem Afrika og Sydamerika.

Napoleon døde 5. maj 1821 på øen. Oprindelig mente man, at han døde af mavekræft, men der har siden været spekulationer om, at han blev myrdet med gift. I 1950'erne fandt man nemlig sport af gift i hans hår, som forskellige personer havde liggende. Men denne teori er faktisk modbevist i 2008, da andre personers hår fra Napoleons tid også blev analyseret. Det viste sig, at der var spor efter gift i mange af personerne fra dengang, som man mener skyldes eksterne faktorer som farlige kemikalier i omgivelserne.

Kong Louis Philippe (1830-1848) besluttede at Napoleons jordiske rester skulle føres til Paris, hvilket skete i 1840. Det var en gestus overfor Napoleons tilhængere, som der stadig var en del af.

15. december 1840 blev hans kiste ført til Les Invalides, hvor han blev begravet. Begravelsen blev fulgt af en meget stor menneskemængde, hvor kisten bl.a. blev kørt igennem Triumfbuen, som han beordrede bygget i 1805. Det blev færdig i 1836.

Der skulle laves et gravmæle til Napoleon under kuppelen i Invalides-kirken. Arbejdet med dette blev færdigt i 1861, hvor hans kiste blev lagt i den inderste af 7 kister. Dette skete under en storslået ceremoni med Napoleon d. 3 som tilskuer. Han var kejser på dette tidspunkt.

Napoleon var en arbejdsnarkoman, som sjældent morede sig. Hvis han gjorde, havde det som regel et arbejdsorienterede formål. Hans samlede lovsystem - codé Napoleon - er stadig af betydning for Frankrig i dag. Han var militært en stor strateg, men nåede også meget som kejser. Dog må man ikke glemme, at han også var en enehersker, som undertrykte oppositionen med voldelige midler.