Hôtel des Monnaies - 2* & Musée de la Monnaie de Paris - 1*

I Saint-Germain-des-Prés kvarteret ud til Seinen ligger en stor og markant bygning. Det er Hôtel des Monnais, hvor der tidligere har været produceret mønter. Den er opført i 1770'erne og er en lidt bombastisk bygning. Facaden er flot i nyklassicistisk stil, som dog er relativt afdæmpet med begrænset brug af søjler, som ellers var på mode på det tidspunkt. Arkitekten bag bygningen hed Jacques Denis Antoine.

Det store Hôtel des Monnais har tidligere produceret mønter, men er nu et museum.

Indtil 1973 blev der i værkstederne i bygningen fremstillet mønter, men dette blev flyttet til Bordeaux-området. I dag produceres der til en vis grad mønter, men der er tale om samlermønter. Der produceres også medaljer, som museets besøgende kan købe nogle af. Der er også mulighed for at se de gamle møntværksteder i brug.

Noget af museet har en permanent møntudstilling, mens en anden del af museet bliver brugt til skiftende udstillinger. Der fortælles om hvordan møntfremstillingen har foregået helt tilbage fra 300 f.Kr. til i dag. Adskillige mønter og medaljer udstilles, hvor mønterne er placeret i glasvægge, så de kan ses fra begge sider. Medaljerne stammer fra 1500-tallet og frem. Der udstilles også maskiner, malerier, tegninger, værktøj og officielle dokumenter.

Adresse: Quai de Conti 11 (Saint-Germain-des-Prés kvarteret) - Kort 4 (Punkt 62)