I nr. 57 ligger den franske premierministers bolig, som hedder Hôtel Matignon. Den er fra 1721, men har siden været udsat for en del ombygninger. Palæet, som er stærkt bevogtet af politiet, har en gård og en af de største private haver i Paris. Interiøret er meget overdådigt udsmykket med bl.a. marmor i mange forskellige farver.
Af andre palæer i gaden kan nævnes det store Hôtel de Villeroy i nr. 78-80, som i dag huser landbrugsministeriet. I nr. 72 ligger Hôtel de Castries fra 1700. Nr. 47 hedder Hôtel de Boisgelin, som huser den italienske ambassade.
I nr. 77 ligger et andet berømt palæ, nemlig Hôtel de Biron. Det blev opført i perioden 1727 til 1730 og huser nu Rodin-museet fra 1919. Rodin var en meget berømt billedhugger, som også har boet her. Der er en stor tilhørende have, hvor flere af hans skulpturer kan ses.
Beliggenhed: Les Invalides & Eiffeltårns-kvarteret - Kort 2 (Punkt 23)