Arkitektur

Bygningerne i Paris er ofte bygget i den stil, som var moderne på tidspunktet for opførelsen. Hver tidsperiode har et navn og nogle træk, som er typiske for byggearbejdet. Disse er gennemgået nedenunder. Bemærk at en tidsperiode godt kan have mere end en stilart, også selvom nogle er i modsætning til hinanden.

1: Romertiden (52 f.Kr. - 508)

Det er meget få bygninger, som er tilbage fra dengang. Man kan se de romerske bade i Musée Cluny, Arenaen ved Rue de Monge og nogle udgravninger på pladsen under Notre Dame (Crypte Archéologique).

2: Middelalderen (500-1500):

De fleste bygninger i Paris fra Middelalderen er kirker. Nogle få huse fra den sene Middelalder kan også ses i midtbyen foruden det borg-lignende slot Chateau de Vincennes udenfor Paris. Middelalderen kom til at blive præget af to arkitektoniske stilretninger, nemlig den romanske og gotiske.

2.1: Romansk byggestil (ca. 950 til slutningen af 1100-tallet)

Byggestilen kaldes også for rundbuestilen, da rundbuen var dominerende over bl.a. døre og vinduer. Der blev bygget enkle og solide former. Skibe og fag var adskilt af en halvåben passage, hvor der sås parallelle runde buer. I dag kan den romanske byggestil ses i nogle få kirker i Paris, f.eks. i St-Germain-des-Prés, St-Julian-le-Pauvre og St-Martin, som ikke er kirke mere, men hører til Musée National des Techniques.

2.2: Gotik (Midten af 1100-tallet til begyndelsen af 1500-tallet):

Gotikken opstod i Midtfrankrig og afløste den romanske byggestil. Den er delt ind i forskellige tidsperioder, som hedder tidlig gotik (sidste halvdel af 1100-tallet), højgotik (1200-tallet) og flammegotik (1300-tallet, 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet).

Spidsbuen blev kendetegnet for den gotiske byggestil, som også blev kaldt spidsbuestilen. Spidsbuen var dominerende, hvor bl.a. de krydsede spidse buer bar hvælvingen (loftet). Krydshvælvinger sås ofte. Her dannede de spidse buer et stjerneformet mønster. Der sås også høje slanke spidse vinduer foruden store runde glasvinduer, kaldet rosevinduer. Et andet kendetegn er glasset i vinduerne, som ofte var lavet som glasmalerier med religiøse motiver.

Tårne i arkitekturen er også kendetegnet for gotikken, som bl.a. skulle bruges til at forsvare sig med, da Middelalderen var en tid med krige og konflikter. Man så også spir på kirken. Nedløbsrør i tagrender kunne være udformet som menneske- og dyreskikkelser, som ofte mindede om uhyrer. Disse kan bl.a. ses på Notre Dame og kaldes chimierer.

Senere i den gotiske periode blev spidsbuerne højere og mere spids. Vinduerne blev også højere og kom til at fylde mere af væggen. Det bevirkede, at det blev sværere for væggen (og buerne) at bære loftets vægt, og derfor skulle nogle kirkers ydermurer afstives. Dette blev gjort med udvendige piller (stræbebuer), som bl.a. ses på Notre Dame.

I 1400-tallet blev gotiske bygninger nærmest overdreven udsmykket. Det kan bl.a. ses på krabberne (knasterne), som sås på kirkernes spir og andre steder på bygningen. Denne periode kom til at hedde flammegotik, som bl.a. også ses i Hôtel Cluny. Her kan også ses et tårn i forbindelse med palæet. De mest kendte kirker indenfor gotikken er Notre Dame og Sainte Chapelle. Andre kirker er St-Eustache (hovedbygningen) og St-Séverin-St-Nicolas.

3: Renæssancen (ca. 1480 til ca. 1620.)

Renæssancen genfandt oldtidens bygningsprincipper (oldtiden er indtil det vestlige romerriges fald omkring 500). Den kom fra Italien i slutningen af 1400-tallet og varede til begyndelsen af 1600-tallet. Her fik Frankrig sin egen Renæssancestil.

Vandrette og lodrette linjer dominerede nu i bygninger i stedet for gotikkens himmel-stræbende linjer og spidsbuer. De vandrette linjer sås bl.a. af trappepodier og gesimser, mens de lodrette linjer ofte var præget af søjler og pilastre (en søjle, der er bygget sammen med en væg). Kirkerne blev bygget store og brede i modsætning til gotikkens mere høje og smalle kirker. Trekantet gavle blev et ofte brugt indslag, både på kirker og palæer.

Renæssancen ændrede udsmykningen, hvor f.eks. Middelalderens forsvarstårne forsvandt og nogle gange erstattet af mere elegante tårne, der skulle pynte og ikke forsvare. Man gik også væk fra den overdrevne udsmykning fra flammegotikken. Der sås nu klassiske detaljer på kirkerne i stedet for.

Storslået bygninger fra Renæssancen ses bedst i Loire-dalen med dets mange slotte fra den periode. Place des Vosges med de omkransende bygninger er også i renæssancestil ligesom hovedbygningen i Hôtel Carnavalet er det.

4: Barok (Slut 1500-tallet til midten af 1700-tallet).

De klassiske elementer fra Renæssancen og Antikken var også at finde i barokken, som havde meget svulmende linjer. Den blev udbredt i Europa og var f.eks. meget rig i Spanien, mens der sås en mere behersket stil i Paris og Frankrig. Dermed fandt Frankrig sin egen form for barok, som i dag benævnes som den klassiske franske arkitektur. Man kan også bare kalde perioden for fransk barok, for at adskille den fra det, man normalt forstår ved begrebet.

Et godt eksempel på barokstilen er Louvre's østvendte facade, som er præget af mange søjler. Denne blev bygget i 1660'erne og 1670'erne af franske arkitekter. Oprindeligt havde to italienske arkitekter (den ene var Bernini) fået lov at opføre østfacaden af kongen og var endda gået i gang med byggeriet. Men kongen ombestemte sig og valgte de franske arkitekter i stedet for med deres noget mere afdæmpet barokarkitektur.

Versailles er den franske baroks hovedværk, men også kirkerne Dôme og Val de Grâce er meget betydningsfulde. En mere streng udgave af barokken ses i Hôtel Guénégaud des Brosses i Marais. Luxembourg-palæets facade er den eneste bygning i Paris, som har et betydelig grad i sig af det, man normalt forstår ved barok(sprælsk, svulmende osv.).

Derimod blev barok ofte brugt i den indvendige udsmykning, og der ses mange eksempler på bygninger i Paris og udenfor med barokudsmykning. Igen er Versailles et godt eksempel herpå. I barokken blev der lagt stor vægt på samspillet mellem bygning, malerier og skulpturer. En stor kuppel over bygningen var også et typisk træk, f.eks. Sorbonne og Val de Grâce.

5: Rokoko (1720'erne - 1770'erne)

Rokoko var mere en indvendig dekorationsstil end en byggestil. Første gang sås den i Versailles-slottet i begyndelsen af 1700-tallet, hvor nogle rum blev lavet i denne stil. Den bredte sig videre til Paris' rige del af befolkningen i 1720'erne. Der var ikke tale om et modstykke til barokken, men derimod en elegant smidiggørelse af den mere formelle barokudsmykning. Stilarten blev i Frankrig kaldt for Ludvig d. 15. stil.

Rokokoen kunne have meget asymmetriske former og voldsomme linjer. Træpaneler (ofte hvide) på både vægge og døre sås ofte, og de var forgyldte i kunstneriske former, hvor motiverne kunne være skaller og blomster. Skulpturer blev mindre dominerende, mens spejle var en vigtig del. Malerier kunne nogle gange ses over døren.

Resultatet var et strålende interiør, som til trods for svulmende linjer virkede mere let og livligt. Rokoko omfattende også udsmykning af møbler, vaser, spejle, tæpper, forgyldte figurer m.m. Et godt eksempel på rokoko-indretning er Hôtel Soubise.

6: Klassicisme (Starten af 1700-tallet til 1830'erne).

Klassicisme kaldes også for nyklassicisme, hvor sidstnævnte nogle gange ses benævnt som sidste halvdel af klassicismen. Man havde siden renæssancen interesseret sig for den klassiske oldtids bygningsstil, men i den klassicistiske periode blev det den højeste mode. Udgravninger af de lavadækket byer Pompeji og Herculaneum i Italien var en vigtig årsag til dette. Klassicismen blev mest tydelig med dens udbredte brug af søjler, som både kunne være doriske, ioniske eller korinthiske. Pilastre (vægsøjler) var også et ofte set indslag, og der blev desuden brugt klassisk udsmykning.

Rette linjer og et afdæmpet ydre er også et kendetegn for periodens bygninger, som dog godt kunne være storslået alligevel. I slutningen af 1700-tallet og frem blev inspirationen fra Antikken mere og mere tydelig. Bygninger blev opført med rene linjer og klassiske dimensioner. Søjler og søjlepiller blev meget brugt (f.eks. Børsen) og Frontispicer (gavl-felter) sås også.

7: Blandede stilarter (midten af 1800-tallet til slutningen af 1800-tallet)

I det meste af 1800-tallet var de arkitektoniske stilarter blandet ud fra tidligere stilarter, eller også "genopfandt" man en ny stilart som byggede på en gammel stilart. F.eks. er kirken Sainte-Clothilde er nygotisk, Sacré Coeur er ny-romansk-byzantinsk og St-Augustin er lavet med en støbejernsramme, og der ses både gotiske og romanske stilarter. Og den gamle Opera er bl.a. opført i nybarok. Jern vandt meget frem i den tid og flere bygninger, f.eks. banegårde, blev opført i dette materiale.

I midten af 1800-tallet gennemgik Paris en meget stor ombygning, hvor mange af byens boulevarder og avenuer blev anlagt. I siderne byggede man ofte de meget karakteristiske facader på boligblokkene (se billedet øverst på siden). Disse blev opført i klassisk stil med ret ensartet facader, og hvis der er noget man forbinder med Paris, så er det netop disse bygningers udseende.

8: Art Nouveau (Ca. 1900 til 1920'erne)

Omkring 1885 begyndte en ny arkitektonisk byggestil, som kom til at hedde Art Noveau. Denne forlod man igen i 1920'erne. Tidsmæssigt falder stilarten nogenlunde sammen med Belle Epoque tiden. Art Nouveau er den franske betegnelse for Jugendstil, som mest blev brugt indenfor arkitektur og indvendig udsmykning.

Art Nouveau har ikke mange vandrette og lodrette linjer. Tværtimod ses en meget asymmetrisk linjeføring kombineret med megen (overdreven) udsmykning, hvis motiver bl.a. var hentet fra naturen som blomster og åkander. Det var ikke kun mure som blev meget udsmykket, men også vinduer og døre. Den kunstneriske udsmykning kunne foregå helt ned til mindste detalje, og der blev ofte brugt mange forskellige materialer til opførelser. Keramik var et af de nye materialer, der blev brugt.

I Paris sås stilen for det meste på beboelsesejendomme. En kendt arkitekt indenfor denne byggestil var Hector Guimard (1867-1942), som har opført flere boligblokke (bl.a. Castel Béranger) samt mange af de karakteristiske nedgange til metro-stationerne.

9: Art Déco og lign. (1910'erne - 1930'erne)

I dette tidsrum blev arkitekturen revolutioneret, hvor Belle Epoque tiden med den meget udsmykning blev forladt. Nu skulle husene slet ikke udsmykkes mere, og det gjaldt både indvendigt og udvendigt. Enkelthed og rette linjer blev standard, som bl.a. indebar flade tage og firkantet former. Indvendigt forsøgte man at optimere pladsforholdene, og en vigtig ting var naturligt lys fra vinduerne.

Denne tidsperiode havde arkitektonisk flere stilarter, som dog lignede hinanden. Den mest kendte er Art Déco med bygninger som Théâtre des Champs-Élysées og kabareten Folies Bergère. Den kendte schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier havde lignende tanker til bygninger. Man begyndte også at bruge armeret beton, dvs. beton med indstøbte (net af) stålstænger.

10: Moderne arkitektur (Fra 2. verdenskrig til i dag)

Efter 2. verdenskrig blev brugen af beton, stål, kunstig sten og glas mere og mere udbredt. Boligbyggeri i forstæderne i 1960'erne og 1970'erne skød op, hvor boligkomplekserne ofte blev opført med færdiglavet betonelementer. De ser ofte lidt anonyme ud, men omkring Paris har man også forsøgt boligbyggeri med meget kunstneriske udformninger.

Til erhvervsbyggeri er stål og glas næsten blevet standard. I den fremtidsagtige forstad La Defense kan dette tydeligt ses med de mange højhuse. Rundt om Paris ligger andre højhuse af stål og glas. Det er lykkedes at få placeret mange af disse glashøjhuse udenfor bykernen, så de ikke ødelægger helhedsindtrykket af de gamle parisiske bygninger.

I dag opføres der faktisk ikke bygninger i gammel stil mere, men næsten kun bygninger med moderne udformninger og byggematerialer. Det er derfor sandsynligt, at der ikke kommer flere af den slags bygninger, som man normalt forbinder med Paris, dvs. de gamle bygninger fra før 1. verdenskrig.