Kvarteret er ret gammelt. I 1100-tallet blev der bygget en stor fæstning, som skulle forsvare Ile de la Cité. Den hed Châtelet og lå der, hvor Châtelet-pladsen ligger i dag. Der skete en opblomstring af handel omkring fæstningen og også offentlig administration holdt til her. Selve navnet Beauborg stammer fra en landsby i området, som blev indlemmet i Paris. Det skete da Philippe-Auguste i begyndelsen af 1200-tallet byggede en mur rundt om Paris til at forsvare byen med.
En anden betydningsfuld ting i dette område skete også i 1100-tallet, hvor et fødevaremarked kom til at ligge, der hvor Les Halles ligger i dag. Dette marked voksede og man kunne købe kød, grøntsager, frugt m.m. Markedet kom til at ligge her i flere hundrede år. I midten af 1800-tallet blev 10 store haller i jern og glas opført til fødevarehandlen. Disse blev droppet i 1960'erne, og markedet blev flyttet udenfor byen bl.a. fordi gaderne i området blev for trafikerede.
De efterladte haller blev siden revet ned og i 1970'erne overvejede man, hvad det store forladte område skulle bruges til. Og resultatet blev så dette kæmpestore butikskompleks, som åbnede i 1979. Det meste af komplekset ligger under jorden og indeholder bl.a. mange supermarkeder, modebutikker, biografer, restauranter. Der er også nogle umådelige store enkeltbutikker som en boghandel og en TV & Radio-butik. Hallerne husede tidligere flere museer, men disse er nu lukket.