1800-tallets Paris

Perioden fra Kejser Napoleon d. 1. tabte magten for anden gang i 1815 til Belle Epoque tiden starter i 1885-1890, er en periode præget af flere forskellige magthaver og forskellige begivenheder. Paris oplevede hele tre store revolutioner, dog ikke så store som 1789-Revolutionen. Desuden blev Paris belejret af prøjserne i 1870-71 under krigen melem Frankrig og Prøjsen.

Kong Ludvig d. 18 (1815-1824)

Efter Napoleon d. 1.'s fald fra magten i 1815, blev kongestyret genindført. Ludvig d. 18. (bror til den henrettede Ludvig d. 16) blev konge i perioden, da man antog, at drengen Ludvig d. 17. var dræbt under Revolutionen.

Karl d. 10 (1824-1830)

Karl d. 10 vendte ligesom Ludvig. d. 18 hjem efter Napoleons fald. Begge var fra Bourbon kongeslægten. Han blev konge i 1824 og opførte sig meget diktatorisk, bl.a. udøvede han censur.

1830-revolutionen

Karl d. 10.'s styre udløste en revolution i 1830, hvilket blev kaldt for juli-revolutionen. Fra d. 27. til den 29. juli 1830 udkæmpede parisiske oprørerne og kongens hær blodige kampe, hvor den kongelige hær blev besejret. De tre dage kampene varede, blev kaldt for Les Trois Glorieuses (de tre hædersdage). Den 2. august valgte Karl d. 10 at opgive magten. Ludvig-Filip, som var fra Orleans-grenen, blev konge. Han blev kaldt for Borgerkongen.

Kong Ludvig-Filip (1830-1848)

Ludvig-Filip begyndte at modernisere Paris med anlæggelse af fortorve og gadebelysning. Nye gader opstod og nedslidte kvarterer fik et løft. Thiers, som var ministerpræsident på det tidspunkt, var bange for en invasion af Paris. Derfor opførtes i 1844 Thiers-forsvarsanlægget, som var en 39 km. lang fæstningsmur rundt om Paris.

Befolkningen kunne bedre lide Ludvig-Filip, i hvert til fald til at starte med. Men de blev mere og mere utilfredse med ham, så et oprør ulmede stadig. I 1847 blev Paris ramt af en økonomisk krise og faldende levestandard. Strejker, korruption og en afvisning af almindelig valgret var også med til at forstærke modstanden mod kongen. Oprøret brød ud i lys lue i februar 1848, hvor Paris oplevede endnu en Revolution.

1848-revolutionen

Soldaterne fik ordre på at nedkæmpe de demonstrerende, som fortrinsvis var arbejdere og studenter. De nægtede, men p.g.a. et uoverlagt skud endte det alligevel med et blodbad. Kongen blev til sidst væltet og flygtede til England. Ludvig-Filip blev Frankrigs sidste konge.

Napoleon d. 3. (1852-1870)

I december 1848 blev Napoleon d. 3. (Napoleon d. 1.'s nevø) valgt til præsident og Frankrigs 2. republik blev udråbt. Almindelig valgret (for rige mænd) var indført. Dette varede dog kun fra 1848 til 1851, da Napoleon d. 3. den 2. december 1851 tog magten ved et statskup. Han udråbte senere sig selv til Kejser og det 2. Kejserdømme var en realitet. Under hans tid blev Paris omdannet til en stor byggeplads, da han og embedsmanden Haussmann modernisere Paris i et hidtil uset omfang.

Det middelalderlige Paris med de mange små og overfyldte gader blev jævnet med jorden, mens nye bygninger i tusindtal kom til. Store veje (boulevarder), store pladser, kloaker, drikkevandsforsyninger, offentlige bygninger, kirker, parker, skove og meget mere blev lavet. Paris voksede og landsbyer omkring byen blev inddraget til forstæder.

Efter Frankrigs sejr i Krim-krigen i 1853-1856 fremstod Napoleon d. 3. som Europas stærke mand. Han erklærede Prøjsen krig i juli 1870, men da Frankrig tabte slaget ved Sedan, blev Napoleon taget til fange. Kejserdømmet faldt dermed og hjemme i Paris blev den 3. republik (demokrati i en vis udstrækning) udråbt. Det skete den 4. september 1870, og den varede til 2. verdenskrig.

Den prøjsiske hær gik mod Paris og belejrede byen i vinteren 1870-71. Den blev bombarderet med granater, hvilket specielt gik hårdt ud over den sydlige Seinen-bred. Belejringen skabte stor madmangel, og selv dyrene i zoologisk have blev slagtet for at skaffe mad.

Frankrig overgav sig og måtte afstå landområderne Alsace og Lorraine til Prøjsen. Napoleon d. 3. gik i 1871 i eksil i England. Belejringen af Paris og den efterfølgende kapitulation af den franske regering (som befandt sig udenfor Paris), gjorde mange parisere rasende. Nogle følte, at det var så ydmygende, at de greb til våben og erklærede Paris for en fri kommune. Den officielle regerings soldater blev smidt ud af byen/flygtede, og Paris var nu selvstyrende. I maj 1871 gik regeringshæren i stort tal ind i Paris og efter voldsomme kampe med oprørerne, genvandt regeringshæren kontrollen med byen.

Kommuneoprøret, som i alt varede i to måneder, blev meget blodigt. Omkring 20.000 mennesker blev dræbt og hele kvarterer stod i flammer under kampene. Bl.a. brændte Tuilerie-slottet ved Louvre, som efterfølgende blev revet ned samt byens Rådhus (senere genopbygget). Økonomien kom langsom i gang igen, og der afholdtes valg igen. Den 3. Republik fik sin forfatning i 1875.

Anden historie:

I starten af perioden gik det fremad for Paris' industri, som voksede. I 1826 åbnede Børsen i Paris, hvor byggearbejdet var startet under Napoleon d. 1. I 1832 hærgede en koleraepidemi i Paris, hvor mange tusinde personer døde. I 1840'erne startede et nyt kapitel i industrien, da jernbanen blev taget i brug. Den blev hurtigt populær, og man byggede flere store togstationer i Paris.

Der bliver afholdt flere verdensudstillinger i Paris i perioden, nemlig i 1855, 1867, 1878 og 1889. De viste alle de teknologiske fremskridt. Store midlertidige udstillingshaller bliver opført og revet ned igen. Jern til byggeri dukkede frem, hvilket revolutionerede byggeriet, da kraftige bygninger nu kunne konstrueres.

I 1862 udkom bogen "De elendige" (Les Miserables) fra den kendte franske forfatter Victor Hugo, som også var politiker og ivrig samfundsdebatør. I den første halvdel af 1800-tallet blomstrede kunsten, selvom det var urolige tider. Den romantiske retning vandt frem med kunstnere som Delacroix og Victor Hugo. En anden kunstnerisk retning var impressionismen i sidste del af perioden. Den fandtes indenfor malerkunsten med bl.a. Claude Monet og hans mange åkandebilleder.