Oprindeligt var haven i italiensk stil og meget elegant. I 1664 omdannede den kendte franske havearkitekt André Le Nôtre den til en have i fransk stil. Og i slutningen af 1600-tallet blev den åben for offentligheden. I 1700-tallet blev den et populært sted at komme, hvor man f.eks. kunne leje stole og høre musik. I 1783 foretog to personer en af de første ballonopstigninger i verdenen herfra.
I dag ligger haven lavere end det område, som Louvre ligger på. Man skal gå nogle trin ned for at besøge den. I den anden ende ud mod Concorde-pladsen hæver parken sig, så den er lidt højere beliggende end pladsen. En central allé går gennem haven fra øst til vest. Her ses i hver ende to store otte-kantet vandbassiner. De hedder Grand Carré (mod øst) og Bassin Octogonal (mod vest).
Langs med alléen udgår der stier, så hele parken kan besøges uden at man går på græsset. Disse stier er lavet ud fra et velordnet mønster. Foruden de mange græsplæner og opstillede træer langs alléen, så ses der også større træer og buske, specielt i den vestlige ende. Disse er tilplantet lidt tilfældigt, så den strenge franske havestil fra 1600-tallet er blødt noget op her. Desuden ses der også mange blomsterbede, ligesom parken er pyntet med mange hvide statuer og vaser. Haven har i nyere tid fået en større renovering.