I den første halvdel af perioden sås stadig barokarkitektur. Selvom den var ret behersket i Frankrig, var den stadig mere prangende end Klassicismen. Den sprælske indretningsstil Rokoko sås også i denne del af perioden.
I den sidste halvdel af perioden blev Antikkens (det gamle Rom og Grækenland) bygninger højeste mode, og specielt søjler kom til at præge bygninger. Denne udvikling fortsatte i endnu mere udtalt grad et stykke ind i 1800-tallet. Søjler havde været set før i bygninger, men nu blev de meget markante. Indenfor arkitekturen benævnes denne periode som Klassicismen (også Nyklassicismen).
Et af de mest storslået bygningsværker i Paris, Dôme-kirken, blev færdigbygget i 1706. Det er en kirke, som ligger i forbindelse med det store Les Invalides kompleks. Arkitekturmæssigt er den i fransk barokstil.
Fra den første halvdel af perioden ses også en del store prangende palæer i kvarteret ved Les Invalides komplekset. Det er primært i gaderne Rue de Grenelle og Rue de Varenne, hvor Hôtel Matignon ligger. Det er den franske premierministers embedsbolig. Hôtel Soubise i Marais kvarteret fik en storslået facade i begyndelsen af 1700-tallet. Indvendigt ses overdådige rokoko-udsmykninger. Kapellet i Versailles blev færdiggjort i 1710 og er i barokstil.