En anden bygning er Galerie Entomologique, som viser gamle fossile insekter. En tredje bygning, Galerie Paléontologique, viser udviklingen i anatomien for flere tusinde hvirveldyr. Fossiler udstilles sammen med reproduktioner af forhistoriske dyr.
I haven ses også en labyrint, som ender oppe på toppen af en bakke, hvorfra der er en god udsigt til en del af haven. Der ligger også drivhuse (Les Grands Serres), hvor man kan se tropiske planter. Desuden ses en rosenhave og en irishave.
Zoologisk have i Jardin des Plantes
Den zoologiske have ligger på den nordlige side af Botanisk have og strækker sig også over et stort område. Den hedder på fransk Ménagerie og er populær hos børn. Den er måske lidt gammeldags og er mindre end den zoologiske have i Vincennes skoven lige udenfor Paris' midtby.
Til gengæld er det en af de ældste zoologiske haver i Frankrig. Den blev grundlagt i 1795 efter den store revolution i 1789. De få dyr, som kongen før revolutionen havde ved Versailles-slottet, blev flyttet hertil. Den lille zoo åbnede for offentligheden og blev populær i 1800-tallet, hvor man havde fået fat i flere eksotiske dyr. I 1870-71 var Prøjsen i krig med Frankrig, og Paris blev belejret. For at skaffe mad til indbyggerne blev mange af dyrene i den zoologiske have slagtet.