Hôtel de Cluny - 3*
På den sydlige Seinen bred tæt på den store Sorbonne bygning, som huser 4 af Paris' universiteter, ligger Hôtel de Cluny. Denne gamle bygning huser Musée national du Moyen Âge, som er et betydningsfuldt museum indenfor Middelalderkunst. Derudover kan man også se resterne af romerske bade, som stammer fra begyndelsen af 200-tallet. Disse ligger ved siden af Hôtel de Cluny, men hører med til museet.
Palæet's forside er omkranset af en stor mur med skydeskår.
I 1300-tallet blev grunden købt med henblik på at opføre en bolig for abbeder, der besøgte Paris. Det nuværende palæ er opført i slutningen af 1400-tallet og er et af kun to palæer i Paris fra Middelalderen, omend den sene Middelalder.
Palæet er opført i flammegotisk stil med megen udsmykning. Den gotiske stilart blev i 1500-tallet afløst af renæssancen, hvor man fulgte helt andre ideer, når bygninger skulle opføres.
Hovedbygningen ligger mellem gården og haven, hvilket var normalt for palæer omkring den tid og senere. Men opbygningen er uregelmæssig i modsætning til senere palæer. De to fløje ud til gården er asymmetriske og har forskellige størrelser. Bag hovedbygningen ses et kapel, som vender ud mod haven.
Haven blev åbnet for offentligheden i 1971. I dag er haven bygget op omkring nogle af de temaer, som de udstillede genstande på museet viser. De kunne f.eks. være nogle af de planter, som vægtæpperne på museet viser.
Hôtel de Cluny har en have, hvis planter og blomster er inspireret af Middelalderen.
Gården er lukket af ud mod gaden af en mur med skydeskår. På palæets facade ses et ottekantet tårn med en spiraltrappe. Ved den store fløj ses buegange og på hele palæet ses fremspringende kvistvinduer. De romerske bade ligger på den vestlige side af palæet ud mod den store gade Boulevard Saint-Michel.
Adresse: Place Paul Painlevé 6 (Latiner kvarteret) - Kort 4 (Punkt 87)