Place Vendôme - 3*
Place Vendôme er nok den mest fornemme plads i Paris. Den er bl.a. tegnet af arkitekten Jules Hardouin-Mansart i slutningen af 1600-tallet. Det var meningen, at den skulle omkranses af fornemme bygninger, og at der i midten skulle placeres en rytterstatue af kong Ludvig d. 14. Oprindeligt skulle pladsen kun omkranses af bygninger på tre af siderne, mens den sidste side mod syd skulle være åben. Kongen ombestemte sig, og den blev en lukket plads, som også blev otte-kantet.
Place Vendôme er en flot plads præget af en søjle, dyre butikker og Hotel Ritz.
Statuen af kongen blev under Revolutionen i 1789 revet ned. Kejser Napoleon d. 1. fik rejst en 44 meter høj søjle på pladsen med en statue af ham selv på toppen. Selve søjlen havde en stenkerne, som var betrukket med bronze udenom. Her ses bas-relieffer, som forestiller den franske hærs bedrifter. Bronzen stammer fra erobrede kanoner fra de russiske og østrigske hære i slaget ved Austerlitz i 1805. Ideen med de dekorerede militære scener er fra Kejser Trajan's søjle i Rom.
Statuen af Kejser Napoleon d. 1. som Cæsar på toppen af søjlen kom til at stå i nogle år, men indtil midten af 1800-tallet blev der flere gange byttet statuer alt afhængig af, hvem der var ved magten. Kejser Napoleon d. 3. satte da en kopi af den originale Napoleonsstatue på toppen, som er den, der ses i dag.
Den 16. maj 1871 under Kommuneoprøret blev søjlen på pladsen væltet af oprørerne. En kunstner, maleren Gustave Courbert, havde kraftigt opfordret til dette, hvilket han siden kom i fængsel for. Søjlen blev siden rejst igen.
Place Vendôme på et billede fra 1890'erne.
Pladsen er en af de absolut dyreste adresser i Paris, og der har siden 1800-tallet ligget mange guldsmede og juvelerbutikker her som f.eks. Cartier og Boucheron. Det berømte Hotel Ritz fra 1898 ligger i nr. 15. I dag huser pladsen også flere modebutikker.
Place Vendôme har i nyere tid fået en anden brolægning, hvor noget af pladsen nu er forbeholdt fodgængere. Husene er ensartet i udseende med vægpiller og fremspringende tagvinduer. Derudover ses der flere udsmykkede galvfelter. Stueetagen består fortrinsvis af luksusbutikker. Man kan besøge pladsen fra syd ad gaden Rue de Castiglione eller fra nord ad gaden Rue de la Paix. Begge gader hører til de dyreste i Paris.
Beliggenhed: Tuilerie kvarteret - Kort 1 (Punkt 50)